Skip to main content

Full text of "Den Danske Stjerne"

See other formats


Januar 1978 



J É)~ENdansAe 

STJERNE 



, 



STJERNE 



Organ 

for Jesu Kristi Kirke af 

Sidste Dages Hellige 



Januar 1978 

127. årgang ■ Nummer 1 



Det øverste Præsidentskab 

Spencer W. Kimball 
N. Eldon Tanner 
Marion G. Romney 

De tolvs Råd 

Ezra Taft Benson 
Mark E. Petersen 
Delbert L. Stapley 
LeGrand Richards 
Howard W. Hunter 
Gordon B. Hinckley 
Thomas S. Monson 
Boyd K. Packer 
Marvin J. Ashton 
Bruce R. McConkie 
L. Tom Perry 
David B. Haight 

Rådgivende komité 

Gordon B. Hinckley 
Marvin J. Ashton 
L. Tom Perry 
Marion D. Hanks 
James A. Cullimore 
Robert D. Hales 

Redaktør af kirkens magaziner 

Larry A. Hiller, 

International Magazines redaktion 

Larry A. Hiller 
chefredaktør 
Carol Larsen, 
medredaktør 
Roger Gylling, 
designer 

Den danske Stjernes redaktion 

Jørgen Ljungstrøm, 
Translations Services 
Vodroffsvej 7, 
DK 1900 København V. 
Kurt Voss, Smedevangen 9, 
DK - 3540 Lynge 
Harry Bohler, layout 

Tryk 

Paul Giese KG, Offenbach/Main 

Korrespondenter 

Københavns Stav: 

Den danske Mission: 

Abonnement 

Tegnes gennem 

wards/grensrepræsentanten: 

12 numre dkr. 48,00 

Nævnte priser er incl. moms og 

porto. 



Betaling over gire 3120988 til 
Distributions Centret, 
Smede vangen 9, 3540 Lynge, 
United States and Canada: $ 8.00 
(surface mail) 



© 1977 by the Corporation of the 

President of The Church of 

Jesus Christ of 

Latter-day Saints. All rights 

reserved. 



Indholdsfortegnelse 

Om at lede, som Frelseren ledede. 

V. Eldon Tanner 1 

Den rigtige rækkefølge. 

Marion G. Romney 4 

Om at følge ledere. 

Roger Merrill 6 

Læs skrifterne i din ungdom. 

J. Reuben Clark 10 

Den uendelige forsoning. 

Joseph Fielding Smith 11 

Pligten, udfordringen, kvorummet 12 

Åndelig død. 

Joseph Fielding Smith 15 

Spørgsmål og Svar 16 

Overordentlig ung. 

Ruth H. Funk 18 

Det er placeringen, der betyder noget. 

Boyd K. Packer 21 

Joseph Smith — 5 lederskabsemner. 

William E. Bennet 23 

En søgen efter lykke. 

Wilford Woodruff 26 

Sauniatu. 

Brian K. Kelly 27 

Så vær I da fuldkomne. 

Brigham Young 36 

Osmond Studie indviet 37 

Børnestjernen 

Frau Hofmann. 

Elizabeth Lane 1 

Den maskerede. 

Murray T. Pringle 4 

Farvelægningsside 8 



Budskab fra Det øverste Præsidentskab 



For at blive en god leder eller lærer (og 
jeg vil bruge disse udtryk i samme betyd- 
ning) i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige, er det vigtigt, at hver enkelt 
forstår helt klart, at han er et af Guds 
åndelige børn, og at de, som han leder, 
også er Guds åndelige børn. Det er også 
betydningsfuldt, at de, som han leder, 
ved og forstår, at de er Guds åndelige 
børn og ved, hvor vigtigt det er, at de 
i deres tilværelse forstår det. De må for- 
stå, at Gud er interesseret i dem, ønsker 
at de lever på den måde, de bør leve, og 
er parat til at besvare deres bønner og 
hjælpe dem, hvor som helst det er mu- 
ligt, hvis blot de vil lytte. 



En eller anden har sagt, at lederskab 
omfatter en vis grad af frimodighed. 
Det er, når alt kommer til alt, først og 
fremmest det at tilbyde at gå i spidsen, 
være den første på pletten, stå forrest i 
skaren, overfor forsamlingen, den an- 
sigtsløse, tusindtallige skare, såvel som 
det stenhårde blik hos den enlige tvivler. 
Enhver er leder eller har indflydelse på 
andres tilværelse, selvom han måske ik- 
ke er klar over det. Spørgsmålet er: 
Hvilken slags leder vil han være? Hvil- 
ken slags indflydelse har han? 
Ethvert menneske må træffe sin egen af- 
gørelse med hensyn til hvilken slags le- 
der han vil være. Han bør være fast be- 



Om at lede, som Frelseren 

ledede 



AF PRÆSIDENT N. ELDON TANNER 
Førsterådgiver i Det øverste Præsidentskab 




sluttet på at være eller blive en af dem, 
der kan sige, som Jesus sagde: „Kom 
følg mig" og „gør, som jeg gør," vel- 
vidende at han leder frem på sandhe- 
dens og retskaffenhedens sti. Det bør 
være målet for enhver leder. 
For at kunne lede, sådan som Jesus le- 
dede, står vi overfor mange udfordrin- 
ger. Et af de første skridt, vi må tage for 
at imødegå disse udfordringer, er at for- 
stå, at Kristus er modellen for det rette 
lederskab. Og i den udstrækning vi stu- 
derer skrifternes beretninger om hans liv 
og hans belæringer, bliver de eksempler 
på guddommelig ledelse for os. For at le- 
de, sådan som han ledede, er det vigtigt, 
at vi undersøger og forstår skrifterne og 
anvender dem i vores tilværelse. Som 
Nephi sagde, bør vi „anvende al hellig 
skrift på os" (1. Ne. 19:23), og som Her- 
ren sagde, „leve af hvert ord, som udgår 
af Guds mund". (L. & P 94:44) 
I 3. Nephi læser vi: 

„Og salige er de, som lider forfølgelse 
for mit navns skyld, thi himmeriges rige 
er deres. 

Salige er I, når man håner og forfølger 
jer og lyver jer allehånde ondt på for 
min skyld. 

Glæd og fryd jer, thi jeres løn skal være 
stor i himlen; thi således har de forfulgt 
profeterne, som var før jer. 
Sandelig, sandelig siger jeg jer, jeg har 
kaldet jer til at være jordens salt; men 
om saltet mister sin kraft, hvormed skal 
jorden da saltes? Det duer ikke til andet 
end at kastes ud og nedtrædes af men- 
neskene. 

Og se, jeg har givet jer loven og min 
Faders bud, for at I skal tro på mig og 
omvende jer fra jeres synder og komme 
til mig med et sønderknust hjerte og en 
angergiven ånd. Se, I har budene, og 
loven er fuldkommet. 
Kom derfor til mig og bliv frelst; thi 
sandelig siger jeg jer, at om I ikke hol- 
der mine bud, som jeg nu har givet jer, 
skal I ingenlunde komme ind i himmeri- 
ges rige." (3. Ne. 12:10-13, 19-20) 
Da Kristus kom til jorden for at frelse 



menneskeheden, så de kunne vende til- 
bage for at bo sammen med deres him- 
melske Fader, sagde han ikke: „Jeg vil 
efterleve nogle love, men andre vil jeg 
ikke efterleve." Han sagde ikke med 
hensyn til budene: „Dette vil jeg over- 
holde; men det vil jeg ikke gøre." Til 
trods for hans oplevelse og smerte og 
lidelse i Getsemane Have holdt han ud 
til enden og gav sit liv, for at menneske- 
ne kan få udødelighed og evigt liv. 
Det er såre vigtigt, at vi lærer at adlyde 
og holde Guds befalinger. Det er blevet 
sagt, at lydighed ikke kendetegner en 
slave; der er snarere en af de mest 
karakteristiske egenskaber hos en leder. 
Nogle mennesker bliver ikke store lede- 
re, fordi de ikke har lært at følge instruk- 
tioner — selv ikke Jesu Kristi belærin- 
ger. For derfor at lede, således som Je- 
sus ledede, må vi først lære at følge Kri- 
stus, sådan som han fulgte sin himmelske 
Fader. Vi må erindre os disse evige mål, 
hvortil jeg har henvist, og som Guds ån- 
delige børn blive mere lig ham, indtil vi 
bliver fuldkomne. Lad os tilbede ham 
og altid være lydige mod hans belærin- 
ger. 

Da Joseph Smith blev spurgt, hvordan 
han kunne styre sit folk så godt, svare- 
de han: „Jeg lærer dem de rette princip- 
per, og så styrer de sig selv." (Journal of 
Discourses, 10:57) Dette er selve essen- 
sen af Herrens syn på lederskab, og det 
antyder, at vi må være sikre på, at vi 
underviser i de rette principper med et 
vidnesbyrd om og forståelse af evange- 
liet. At forstå de evangeliske principper 
giver uendeligt mere frihed og vækst 
end at optræne i procedurer alene. 

En leder i kirken er også en lærer, og et 
af de bedste midler i undervisning er 
eksemplet, det middel, som Kristus altid 
benyttede. Selvom vi måske ikke altid 
er klar over det, så er det vi viser ved 
eksemplet mere overbevisende end det, 
vi bevidst forkynder i tale, og det vil 
efterlade et mere varigt indtryk på den 
pågældende. 
For at være en effektiv leder eller lærer 



må man vise kærlighed og virkeligt føle 
kærlighed til den, man prøver at instrue- 
re. Ingen magt er så overbevisende som 
kærlighedens kraft. Kristus elskede alle 
— den svage, synderen, de retskafne. 
Somme tider er de, der behøver mest 
kærlighed, de, som mindst synes at for- 
tjene den. Selvom vi måske ikke påskøn- 
ner eller godkender det, som nogen gør, 
så må vi alligevel vise den pågældende 
kærlighed. 

Ved sådanne lejligheder behøver lederen 
tålmodighed og forståelse. Han kan ikke 
altid handle hurtigt, og han må aldrig 
handle overilet. Alle mennesker kan ik- 
ke handle med hans fart. Præsident Jo- 
seph F. Smith har sagt: 
„Hos ledere er upassende utålmodighed 
og et dystert udseende næsten utilgive- 
ligt, og det kræver somme tider næsten 
lige så meget mod at gå som at handle. 
Det må derfor håbes, at lederne af Guds 
folk såvel som folket selv ikke vil føle, 
at de straks må have en løsning på 
ethvert spørgsmål, der bringer forstyr- 
relse ind i dagliglivet." (Gospel Doctri- 
ne, side 156) 

Et andet vigtigt skridt i lederskab er ud- 
delegering. De, der bliver tildelt en op- 
gave, må også forsynes med meningsfuld 
forvaltning. Det er lederens opgave at 
tildele forvaltning. Den enkelte må ac- 
ceptere den givne forvaltning og forplig- 
te sig til at udføre de opgaver, han be- 
læres om. Han må gives myndighed så- 
vel som ansvar. Sokrates menes at have 
sagt: „Uanset hvilken opgave, du over- 
drager mig, ville jeg hellere dø et tusin- 
de gange end forsage den." 

En leder burde aldrig prøve at udføre 
det arbejde, som han har tildelt en an- 
den. Som præsident Lee sagde: „Lad 
dem gøre alt, hvad der står i deres magt 
at gøre, mens du står i baggrunden og 
lærer dem, hvordan det skal gøres. Jeg 
tror at hemmeligheden ved udvikling, 
består i at placere ansvaret og derpå at 
vise de pågældende, hvordan de skal le- 
ve op til det. 
Giv dem frihed til at udføre deres op- 



gave. Kritisér aldrig, men giv ros ved 
succes og tilskynd til indsats. Vi må få 
hver enkelt til at forstå sin kaldelses 
store betydning. En leder må aldrig 
blive én, som henføres til eller tænkes på 
som chefen, men som Frelseren lærte det, 
som én, der tjener folket. Han sagde: 
„Den, der er størst iblandt jer, skal være 
jeres tjener," (Matt. 23:11) og gav os sit 
strålende eksempel, da han vaskede 
disciplenes fødder. Han sagde også: 
„Den, der ophøjer sig selv, skal ydmy- 
ges, og den, som ydmyger sig selv, skal 
ophøjes." (Matt. 23:12) 
Jeg husker, at præsident Grant ofte sag- 
de, at han aldrig ville give nogen til op- 
gave at udføre noget, som han ikke selv 
var parat til at gøre. 

En god leder er interesseret i sine med- 
arbejderes velfærd og også i deres, som 
han tjener. Som minister i den canadiske 
provins Alberta, måtte jeg træffe mange 
vanskelige beslutninger. Jeg spurgte al- 
tid mig selv: „Hvad er bedst for provin- 
sen, for de mennesker, som det drejede 
sig om, og for afdelingens funktionæ- 
rer?" Jeg diskuterede også problemerne 
med de forskellige afdelingsledere og 
især dem, som det mest ville få indfly- 
delse på, og fik dem til at føle, at de 
accepterede i hvert fald en del af an- 
svaret, hvorefter jeg altid gik til Herren 
for at få vejledning. Og jeg fik den og 
var i stand til at træffe afgørelser, som 
jeg ikke på anden måde kunne have 
truffet. 

Som ledere må vi forstå det, som Herren 
sagde: „Dette er min gerning og herlig- 
hed — at tilvejebringe udødelighed og 
evigt liv for menneskene" (Moses 1:39). 
Han sagde også: „Da I nu er agenter og 
går Herrens ærinde, så er alt, hvad I gør 
efter Herrens vilje, Herrens gerning." 
(L.&P. 64:29) 

Ja, som ledere er vi i hans ærinde og 
burde rette vores største opmærksom- 
hed mod den personlige udvikling hos 
hver enkelt ved at lære korrekte princip- 
per og prøve at lede den enkelte til at 
forberede sig selv til udødelighed og 



Den rigtige 
rækkefølge 



Marion G. Romney foretager en 
vigtig adskillelse imellem et vid- 
nesbyrd om Kristus og en 
fuldstændig omvendelse til Kri- 
stus: 

„Et vidnesbyrd kommer, når 
Helligånden giver den. der iv- 
rigt søger, en bekræftelse på 
sandheden. Et gribende vidnes- 
byrd levendegør troen; det vil si- 
ge, at det bevirker anger og 
lydighed mod befalinger. Om- 
vendelse er på den anden side 
frugten af eller belønningen for 

anger og lydighed 

Omvendelse iværksættes gennem 
guddommelig tilgivelse, som ef- 
tergiver synder. Rækkefølgen er 
sommetider som denne: En 
oprigtig søger hører budskabet. 
Han adspørger i bon Herren, om 
det er sandt. Helligånden giver 
ham en bekræftelse. Dette er et 
vidnesbyrd. Hvis det vidnesbyrd, 
man har, er stærkt nok, omven- 
der man sig og adlyder befalin- 
gerne. Ved at vise en sådan lydig- 
hed opnår man, at få guddomme- 
lig tilgivelse, som eftergiver syn- 
den. Således omvendes man til et 
nyt liv. Ånden helbredes." (Ma- 
rion G. Romney i „Conference 
Report øf The Chureh of Jesus 
Christ of Latter-day Saints," 
oktober 1963, side 24) 



evigt liv. Det vil vi gøre gennem eksem- 
pel og undervisning og derefter være pa- 
rat til at støtte ham i hans anstrengelser, 
men vi må lade ham træffe sine egne 
afgørelser og styre sig selv i henhold til 
den handlefrihed, der er givet ham som 
gave. 

Lad os huske Herrens ord til Joseph 
Smith med hensyn til forvaltning: 
„Herren kræver af hver forvalter, at 
han aflægger regnskab for sin forvalt- 
ning både i tid og evighed." (L. & P. 
72:3) 

Når en leder får en opgave, bør den helt 
og tydeligt forstås og ansvarets omfang 
og begrænsninger klargøres, hvorefter 
den pågældende bør have frihed til at 
handle og fuldføre opgaven og på et for- 
udbestemt tidspunkt aflægge endelig 
rapport. Der bør altid gives rapport til 
lederen, og denne bør forvente en sådan 
rapport. 

I kirkens administration er grundlaget 
for rapportafgivning det personlige in- 
terview. Hvis forholdet mellem inter- 
vieweren og den ' interviewede er som 
det bør være, kan interviewet blive en 
berigende oplevelse for dem begge. Der 
er her lejlighed til at komme frem med 
en selvvurdering, og kommunikationen 
bør være åben og konstruktiv. Intervie- 
wet er den ideelle situation både for at 
tilbyde og modtage hjælp og vejledning. 
Min erfaring i regeringen og forretnings- 
verdenen, såvel som i kirken, har un- 
derstreget det store behov for passende 
uddelegering af myndighed, følgen-op 
og aflæggelse af rapport. 
Vi må tænke på syv skridt, som Kristus 
fulgte med hensyn til uddelegering: 
For det første var den organistation, 
som Jesus oprettede, bygget over en 
ramme af uddelegeret myndighed. 
For det andet fik Jesus ved uddelege- 
ring det ikke til at lyde, som om opga- 
ven var let, men han fik den til at lyde 
spændende og udfordrende. 
For det tredie lod Jesus dem, han kald- 
te, fuldtud forstå deres pligter. 
For det fjerde ydede Jesus dem, han 



kaldte, fuld tillid, således som hans Fa- 
der havde ydet ham. 

For det femte gav Jesus dem, han kaldte, 
sin loyalitet og forventede til gengæld 
deres. 

For det sjette forventede Jesus meget 
af dem, som han uddelte myndighed til, 
og han var parat til at give meget. 
For det syvende forkyndte Jesus, at de, 
som leder, bør følge udviklingen og 
modtage regnskab fra dem, som har fået 
en opgave tildelt, og rose og kritisere i 
en kærlig ånd, hvor det er nødvendigt. 
Vort eneste håb om storhed ligger i at 
følge Kristi eksempel. For at blive en 
stor leder må vi da gøre dette: 
For det første betragte vores Frelser som 
det fuldkomne leder-eksempel. 



For det andet acceptere rollen som lærer 
og tjener. 

For det tredie søge i skrifterne efter kor- 
rekte principper. 

For det fjerde bede om vejledning, lyt- 
te og svare. 

For det femte hjælpe den enkelte til at 
udvikle selvbeherskelse. 
For det sjette holde den enkelte ansvar- 
lig for sit arbejde. 

For det syvende udtrykke passende er- 
kendtlighed. 

For det ottende være et personligt ek- 
sempel på det, man prædiker. 
For det niende lytte til kirkens præsi- 
dents stemme, han, som er en Guds pro- 
fet, og følge hans råd og eksempel. 




Om at følge 
ledere 



AF ROGER MERILL 




Dette var stedet, hvor han kom for at 
tænke, overveje og bede. Præsidenten 
var aftegnet som en silhuet imod den 
røde solnedgang, som han sad dér og 
langsomt gyngede frem og tilbage i ha- 
vestolen. Set fra verandaen bag missions- 
hjemmet var den sydende by smuk, men 
han bemærkede næppe synet, fordi han 
tænkte på de tusinder, som endnu uvi- 
dende hungrede efter sandheden. 
Med ældste Cardons afløsning om bare 
to uger, havde præsidenten brug for en 
ny assistent. Hvilken af de 120 missio- 
nærer skulle han kalde? En for én over- 



vejede han hver af de nuværende zone- 
ledere. Som tankerne gik gennem hove- 
det, koncentreredes de tilsidst om én be- 
stemt ældste: „På mange måder er han 
den mest erfarne og kvalificerede af mi- 
ne ledere, men han er også kilden til 
mange af mine problemer. Somme tider 
går han igang med udførelsen af en op- 
gave (og udfører et godt stykke arbejde), 
men han lader mig aldrig vide, hvad 
han har gjort. Jeg overraskes altid og er 
nødt til at forandre mine planer. Jeg 
kan bede ham gøre noget, og han gør 
aldrig nøjagtigt, hvad jeg beder ham 



om, men hvad han mener burde gøres 
og prøver derpå at overbevise mig om, 
at det var lige det, der trængte til at 
gøres. Jeg har talt med ham om dette, 
men han synes uvillig til at acceptere 
min bedømmelse. Nej, . . . jeg tror hel- 
lere jeg må præsentere et andet navn for 
Herren." 

Alt for ofte falder en talentfuld leder 
igennem og når ikke sine muligheders 
udfoldelse på grund af sin manglende 
evne (og vilje) til at følge. Efter nogen 
tid som leder spekulerer han over, hvor- 
dan det kan være, at han aldrig ydes 
fuld tillid, og hvorfor hans forslag bli- 
ver mødt med stigende modstand fra 
hans ledere. Evnen til at gøre sig for- 
tjent til tillid og indflydelse er fra en 
tjeners stilling en yderst vigtig lederev- 
ne, men alligevel bliver den bestandigt 
overset i en leders oplæring. 
Skrifterne inderholder mange værdiful- 
de lektier om, hvordan vi kan blive mere 
effektive følgere og opnå større tillid fra 
vore ledere. Udviklingen af en leder 
kan følges indenfor nogle få spændende 
vers i Ethers Bog. Når vi hører om Ja- 
reds bror, tænker vi på en stærk, trofast 
og magtfuld leder af jarediterne. Imid- 
lertid ser det ud til, at disse egenskaber 
ikke blot blev givet ham, men blev ud- 
viklet over et længere stykke tid og hær- 
dede gennem prøvelser. Slå op i Mor- 
mons Bog på Ethers andet kapitel og 
begynd at læse fra vers 14, hvor det hed- 
der: „Og ved slutningen af det fjerde år 
kom Herren igen til Jareds broder, og 
han stod i en sky og talte med ham. Og 
Herren talte med Jareds broder i tre ti- 
mer og revsede ham, fordi han havde 
glemt at påkalde Herrens navn." 

Her er en stærk kontrast mellem den 
mand, som blev revset af Herren for at 
have glemt sine bønner, og den mand, 
om hvem Herren siger i Ethers tredie 
kapitel, vers 9: „Aldrig er noget men- 
neske kommet til mig med så stor tro, 
som du har." Hvilke begivenheder i Ja- 
reds brors liv forårsagede denne store 
forandring og udvikling? De få mellem- 



liggende vers fortæller om nogle få be- 
tydningsfulde og særegne principper. 
Jareds brors stærke karakter er tydelig, 
for efter at han var blevet revset af 
Herren, „angrede han det onde, han 
havde gjort, og påkaldte Herrens navn 
for sine brødre, som var med ham" 
(Ether 2:15). Denne ydmyge reaktion 
på guddommelig revselse er et tegn på 
storhed. 

Jared traf én stor beslutning, som ville 
hjælpe ham til at blive en effektiv leder, 
idet han bestemte sig til at ville følge 
Herren ved at være fuldkommen lydig 
overfor ham. Herren instruerede derpå 
Jareds bror om at bygge skibe. Han be- 
stod prøven ved at følge disse instruk- 
tioner bogstaveligt. (Se Ether 2:16, 17) 
Da skibene nåede et bestemt punkt i 
byggeprocessen, rejste der sig et pro- 
blem, så han gik til Herren og spurgte, 
hvad han skulle gøre: „O Herre, jeg har 
udført det arbejde, som du har befalet 
mig, og jeg har lavet fårtøjerne, som du 
har anvist mig. 

Se, o Herre, vil du lade os fare over det 
store vand i mørke?" (Ether 2:18, 22) 
Visselig omfattede Herrens ubegrænsede 
viden mange svar på det problem, men 
Herrens formål er at „tilvejebringe udø- 
delighed og evigt liv for mennesket" 
(Moses 1:39), så han var ivrig efter at 
hjælpe med til at udvikle denne villige 
tjeners tro og flid. For at gøre dette, 
planlagde Herren noget, som ikke ville 
løse problemet, og overlod til Jareds 
bror ansvaret for at komme med et 
forslag. 

„Hvad vil I, jeg skal berede for jer, så 
I kan have lys, når I er opslugt i havets 
dyb?" (Ether 2:25) 

Hvor længe det varede og hvad Jareds 
bror måtte gennemgå, før han tog sin 
beslutning, ved vi ikke. Beretningen si- 
ger bare: „Og det skete . . ." Men da han 
gik til bjerget Shelem, tog han 16 små 
sten, som han smeltede ud af klippen. 
Øjensynligt var dette forslag accepta- 
belt for Herren, som rørte ved dem med 
sin finger. Det var under dette stor- 



slåede syn og denne vidunderlige ople- 
velse, at Herren sagde: „Aldrig er no- 
get menneske kommet til mig med så stor 
tro, som du har." (Ether 3:9) 
Lad os se på de skridt, Jareds bror gen- 
nemgik i processen, de gjorde ham til 
en stor følger. For det første måtte han 
være villig til at gøre det, han fik besked 
på, sådan som det fortælles i eksemplet 
med bygningen af fartøjerne. For det 
andet erklærede han sin vilje til at ud- 
vikles og til at arbejde, da han bad om 
yderligere lys. For det tredie accepte- 
rede han ansvaret for at gennemtænke, 
udarbejde og forelægge forslaget til 
Herren. 

Når et menneske har nået dette punkt, 
er han rede til at gå igang og handle 
på egne vegne, og aflægge regelmæssige 
rapporter. Det er denne form for vær- 
difuld efterføgelse, som er beskrevet i 
det 58. afsnit af Lære og Pagter, hvor 
vi får besked på at gøre meget af vores 
egen fri vilje og valg, der fremmer ret- 
skaffenheden. Det er den salgs efterføl- 
gen, der benyttedes ved skabelsen af 
verden, hvor arbejdet blev udført i syv 
skabelsesperioder med rapportafgivning 
efter hver afsluttet periode. De forskel- 
lige skridt i effektiv efterfølgen kan be- 
skrives i denne opstilling: 

Gør hvad du får besked på 
(Ether 2:14) 

Bed om yderligere vejledning og tilbyd 
mere tjeneste 
(Ether 3:18) 

Kom med forslag; handl derpå efter 
dem, når de er godkendte 
(Ether 3:23, 25) 
Udfør arbejdet og rapportér 
(L. &P. 58:27; L.&P. 72:3) 
Hvor står du som følger? Prøver dine 
ledere altid at få dig til at gøre, hvad 
du får besked på? Hvordan går det med 
at nå til det punkt, hvor du lejligheds- 
vis spørger, hvad du kan gøre ud over 
det absolutte minimum? Eller er du en- 
dog kommet så vidt, at du prøver at 
konstatere, hvad der er brug for og så 
kommer med forslag? Eller er du kom- 



met dertil, at du er i stand til at handle 
selvstændigt og regelmæssigt rapportere 
tilbage? 

Det synes, som om disse skridt, ligesom 
alt andet i evangeliet, må tillæres linie 
for linie. Ofte får vi fat i dem i forkert 
rækkefølge. Vi ønsker at være i stand til 
at handle selvstændigt uden først at 
have vist vor evne til at gøre det, vi får 
besked på, uden at have demonstreret 
vores vilje til at spørge eller at lytte, og 
vi har endnu ikke stillet forslag, som har 
kunnet accepteres af vore ledere. At 
være i stand til at handle selvstændigt 
og bringe regelmæssige rapporter, er et 
stade af følgeskab, som er reserveret 
dem, som har gjort sig fortjent til tillid 
af deres ledere ved udøvelse af gernin- 
ger. For at en leder skal kunne tillade 
sig at give en følger en stor grad af fri- 
hed, må han først have tillid til den 
pågældendes evner. Den missionær, jeg 
omtalte, havde ikke udviklet disse egen- 
skaber. Han fulgte ikke de givne ret- 
ningslinier men handlede selvstændigt 
uden først at have vundet sine lederes 
tillid. Han undlod også at afgive rap- 
porter. 

Ammons og Mosiahs sønners spændende 
historie fortæller de samme principper. 
Efter at være blevet omvendt og have 
afvist tilbudet om kongeværdigheden, 
fik Mosiahs sønnner endelig lov til at 
rejse på mission til „de vilde og gru- 
somme" lamaniter. Gennem ydmyg bøn 
havde deres far, Mosiah, modtaget et 
løfte fra Herren om, at disse sønner ville 
komme tilbage til ham. At de viste sig 
værdige til denne velsignelse, fortælles 
der i Almas kapitel 17, versene 2 og 3, 
hvor det hedder: 

„De var mænd med sund forstand, og 
de havde ransaget skrifterne med flid 
for at kunne få kundskab om Guds 
ord. 

Men det er ikke alt; de havde hengivet 
sig til megen bøn og faste, og derfor 
havde de profetiens og åbenbarelsens 
ånd, og når de lærte fra sig, lærte de med 
magt og myndighed fra Gud." 



8 



Her er da Mosiahs sønner, Guds mænd, 
på grund af kærlighed i færd med at 
bringe Guds ord ud til et vildt og gru- 
somt folk. Efter at de var skiltes, kom 
Ammon til kong Lamonis land. Skrifter- 
ne fortæller, at det var lamamiternes 
skik at fange omstrejfende nephiter og 
bringe dem til deres konge, og efter hans 
vilje og fornøjelse ville de blive dræbt, 
holdt i fangenskab, kastet i fængsel eller 
drevet ud af landet, således som det for- 
tælles i vers 20. Det synes at angive, at 
tidligere nephiters bestræbelser for at 
komme og omvende lamaniterne ikke 
var kronet med held. Da Ammon blev 
bragt for kongen, begyndte han ikke 
straks at prædike for kongen eller for- 
tælle, at han var kommet for at frelse 
ham og hans stakkels ugudelige og gru- 
somme folk. Ammon spurgte blot, om 
han kunne få lov at blive i landet. „Ja, 
jeg ønsker at bo blandt dette folk i no- 
gen tid, ja, måske til min dødsdag." 
(Alma 17:23) Det var en helt ny måde! 
Øjensynligt følte kongen sig smigret og 
tilbød endog Ammon en af sine døtre 
til hustru. Ammon undgik at fornærme 
kongen men sagde blot: „Nej, men jeg 
vil være din tjener" (Alma 17:25). Det 
var interessant — én, der af sig selv til- 
bød at være tjener, mens det var skik, 
at det var krigens tabere, der udfyldte 
tjenernes rækker. Øjensynligt vidste 
Ammon, at han kunne lede denne store 
nation mest effektivt fra sin stilling som 
tjener. 

Skrifterne beretter, at efter at han 
havde været i kongens tjeneste i tre 
dage, drog han til Sebus' vande. Her, 
fortælles det, dræbte han nogle og hug- 
gede armene af andre, som ville sprede 
kongens flokke. Kongen var forbløffet, 
da han hørte om disse begivenheder og 
sikkert endnu mere forbløffet da han 
hørte, at i stedet for at komme og kræve 
hæder for sine gerninger, gav Ammon 
sig til at gøre kongens vogn i stand. 

„Og da kong Lamoni hørte, at Ammon 
var ved at gøre hans heste og vogne i 
orden, blev han endnu mere forbavset 



over Ammons trofasthed og sagde: 
Blandt alle mine tjenere har der sande- 
lig ikke været nogen mere trofast som 
denne mand, thi han husker at udføre 
alle mine ordrer." (Alma 18:10) 
På grund af Ammons evner til at være 
en følger og ledet af Ånden, opnåede 
han kongens tillid. Kongen sendte bud 
efter Ammon og ønskede at vide, hvor- 
fra han havde sin magt, og hvad der 
gjorde Ammon så usædvanlig. Det er 
her, at Ammons evne til at øve ind- 
flydelse gennem tjeneste så tydeligt 
fremhæves. 

„Og Ammon, som var forstandig, men 
dog uden svig, sagde til Lamoni: Vil du 
lytte til mine ord, dersom jeg siger dig, 
ved hvad magt jeg gør disse ting? . . . 
Og kongen svarede ham og sagde: Ja, 
jeg vil tro alle dine ord." (Alma 18: 
22-23, fremhævelse tilføjet) 
Nu var Ammon i stand til at få virke- 
lig indflydelse. Han havde opnået kon- 
gens tillid, og nu ville kongen lytte til 
ham, når han rådede ham og forklarede 
ham om evangeliet. Efterhånden blev 
kong Lamonis husholdning og et stort 
antal lamaniter omvendt som følge af 
Ammons og hans bror Aarons og de 
andre Mosiah-sønners missionering. 
Kunne du ønske, at dine ledere gav dig 
mere frihed til at handle? Kunne du 
tænke sig, at dine følgere på mere effek- 
tiv måde fulgte dig? Når vi tænker på 
disse principper og overfører dem på os 
selv eller gør, som Joseph Smith sagde, 
„styrer os selv" i henhold til de rette 
principper, så lærer vi, at i kirken er en 
følger lydig og følger ydmygt en leder, 
selv når han er uenig med ham. På den 
måde vil lederen lære resultaterne af 
hans handlinger at kende, opnå tillid til 
sine følgere og i højere grad søge råd og 
vejledning. 

Denne forpligtelse til at følge, har dog 
sine begrænsninger. Du behøver ikke 
følge en leder, som beder dig gøre no- 
get, der er i modstrid med evangeliske 
principper. Du har i dig, gennem Hel- 
ligåndens kraft, evnen til at afgøre, 



hvad der er rigtigt, og hvad der ikke er 
det. Du har yderligere den viden, at pro- 
fetens stemme er Herren, der taler til sit 
folk i vor tid. I en generalkonference 
sagde præsident Marion G. Romney: 
„Da jeg lyttede til præsidenten (Joseph 
Fielding Smith), blev jeg i tankerne ført 
et kvart århundrede tilbage til en ople- 
velse, jeg havde med præsident Heber 
J. Grant. Vi talte om nogen kritik, der 
var blevet rejst mod noget, som han i 
kraft af sit embede havde gjort. Idet han 
lagde armen omkring mig og lod sin 
hånd hvile på min venstre skulder, sagde 
han: ,Min dreng, hold du dig altid til 
kirkens præsident, og hvis han siger 
til dig, at du skal gøre noget forkert, og 
du gør det, så vil Herren velsigne dig 
for det. c 

Og så tilføjede han: ,Du skal imidlertid 
ikke gøre dig bekymringer, for Herren 
vil aldrig lade sit talerør føre sit folk på 
vildspor/ 

Jeg har aldrig glemt det råd. Og jeg 
tror, jeg har været tro overfor den ud- 
fordring lige siden." (Conference Report, 
april 1972, side 111) 

En god følger spørger, hvad han skal 
gøre og er villig til at modtage og lytte 
til råd og vejledning fra sine ledere. Ja- 
reds bror blev vejledet af Jared og Her- 
ren, og Mosiahs sønner blev vejledet af 



deres far og af Alma, og de fulgte deres 
råd. 

En god følger må være villig til at ac- 
ceptere ansvar og opgaver og til at kom- 
me med forslag, som kan accepteres af 
lederen. Det betyder, at en følger må 
prøve at lære sin leders metoder. Han 
må prøve at forudse lederens behov på 
en skabende måde og bestandigt søge 
at gøre det, som lederen har brug for at 
få gjort. En følger har brug for at handle 
selvstændigt og at fremme megen ret- 
skaffenhed af sin egen fri vilje. Det be- 
tyder, at følgeren må forstå de sande 
principper, således at det, han gør, vil 
fremme retskaffenhed og ikke ugudelig- 
hed. Mange unge mennesker i kirken har 
store muligheder som ledere, men i man- 
ge tilfælde kommer de ikke til udfol- 
delse, fordi de ikke vil lære at følge. En 
stor leder er først og fremmest en god 
følger. Bliv en god falger. Gør hvad du 
får besked på at gøre. Spørg hvad du 
skal gøre, og lyt til råd. Acceptér ansvar 
og opgaver; stil forslag, bring dem til 
udførelse og frem retskaffenhed af din 
egen fri vilje. Der er ingen genvej til 
tillid eller retskaffenhed. Vi må være 
villige til at tage dem ét skridt ad 
gangen, og til at gå før vi løber. Vi må 
følge, før vi kan lede. 



Læs skriften i din ungdom 



„Jeg kan ikke kraftigt nok betonefor . . . kirken vigtigheden af at læse i skriften og af 

at prøve at forstå dens betydning. Den bliver givet os i et tilstrækkeligt klart sprog til, 

at vi altid kan være temmelig sikre på, hvornår vi er på den sande sti. . . 

Jeg vil igen gerne advare alle I . . . om, at være på vagt mod dem, der sår tvivl. 

De vil føre jer til tvivlens undergang, udslettelsens afgrund. De kender ikke sandheden. 

De tror, at de kender den. De forsøger at overtale jer for at I skalfolge dem. Men følg 

dem ikke i deres tilkendegivelse af tvivl, og accepter heller ikke, hvad de siger til jer for 

at gøre jer bekendt med disse lærdomme. De er forkerte, gentager jeg .... 

Læs skriften, læs den tidligt og læs den sent. Læs den i jeres ungdom og opgiv den ikke, 

når I bliver ældre. 

I vil ikke finde nogen verdens ting, ingen litteratur, ingen lærdomme, ingen 

undervisning, intet i skriften, som vil lede jer bort fra den storslåede sandheds og 

retfærdigheds vej, som Kristus selv anviste, da han sagde: 'Jeg er vejen, sandheden, livet 

og lyset?" (Uddrag fra en firesidetale af J. Reuben Clark, jun..) 



10 



Den uendelige 
forsoning 

Joseph Fielding Smith: 

„At spise til ihukommelse af 
ham."' Betyder det, at jeg blot 
husker på, at for næsten 2.000 år 
siden tog ugudelige mænd ham, 
hængte ham på korset, slog søm 
igennem hans hænder og dodder 
og lod ham hænge der og do? 
For mig har det en langt dybere 
mening end dette. A t ihukomme 
ham - hvorfor var han på korset? 
Hvilken velsignelse bliver mig til 
del, fordi han var på korset? 
Hvilke lidelser gennemgik han 
på korset, for at jeg kunne blive 
forløst eller ja mine synder for- 
ladt? 

Ja, naturligvis ville et menneske 
tænke: Han fik slået som igen- 
nem sine hænder og sine jodder 
og han hang der. indtil han døde. 
Tusinder dode på denne måde. 
Det var på det tidspunkt af ver- 
dens historie, den foretrukne 
måde at slå folk ihjel på. Ikke 
alene lod de dem dø på kors, men 
de overhældte deres legeme med 
olie og satte ild til dem, hvilket 
måske var barmhjertigt, fordi 
det bragte en hurtigere ende på 
det. Men, hvad andet led han? 
Dette er en ting, som jeg tror, at 
de fleste af os overser. 
Jeg er overbevist om, at hans 
største lidelse ikke var, at der 
blev slået som igennem hans 
hænder og hans fødder og at han 
hang på korset, hvor martrende 
og forfærdeligt dette end var. 
Han bar på en anden byrde, som 
var langt mere betydningsfuld og 
gennemtrængende. Hvordan? Vi 
forstår det ikke helt klart, men 
jeg fanger et lille glimt af det. 



Der er ingen af os, regner jeg 
med, som ikke har gjort et eller 
andet forkert, og derefter har 
været ked at det ogønskei, at vi 
ikke havde gjort det. Så rammer 
vores samvittighed os, og vi har 
haft det meget, meget elendigt. 
Har I prøvet noget sådan? Jeg 
har. Men her har vi Guds Søn, 
bærende byrden af mine overtræ- 
delser og jeres overtrædelser og 
overtrædelserne hos enhver sjæl, 
som modtager Jesu Kristi evan- 
gelium. 

Hans største pinsel var ikke 
sømmene i hans hænder eller 
jodder, selv om det var slemt, 
men en sindets pinsel, på en eller 
anden måde, som ikke står klart 
for mig. Men han bar byrden - 
vores byrde. Jeg gjorde den tun- 
gere; det samme gjorde I. Det 
gjorde hvert eneste menneske. 
Han påtog sig selv at betale 
prisen for at jeg kunne undslippe 
- straffen, på betingelse af at vi 
vil modtage hans evangelium og 
være trofaste og stærke i det. 
Det er det, som jeg forsøger at 
tænke på. Det er det, som jeg 
ihukommer - den martrende 
smerte, da han i sin bo til sin 
Fader råbte om denne kalk måtte 
gå ham forbi. Han bad ikke om 
at blive befriet, fordi der blev 
hamret som ind i hans hænder 
eller i hans fødder; han havde en 
smerte storre end dette, på en 
eller anden måde, som jeg ikke 
forstår. Men han betalte den 
gæld, som jeg har, deri gæld, som 
I har og da han gjorde alt dette 
for os, brodre og søstre, han vi så 
ikke holde hans befalinger? 
(„Fa/1, Atonement, Resurrec- 
tion, Sacramentf tale holdt til 
Salt Lake Institute of Religion, 
den 14. jan. 1961) 



11 



Pligten, 
udfordringen, 

kvorummet 




Værelset var rodet. Der flød papir på 
gulvet, og nogle stole lå væltede. Da 
Knud kom ind, tændte han lyset og lag- 
de godt nok mærke til nogle kridtmær- 
ker på tavlen, men han læste dem ikke. 
„Jeg gad vidst, hvad jeg kan gøre, der 
kan være til nogen hjælp?" tænkte han. 
Han satte sig i et hjørne af klasseværelset 
i kirkebygningen og stirrede på tavlen. 
„Dit kvorum — dit ansvar." Det var 
sandelig aktuelt nu i hans nye kaldelse, 
tænkte Knud for sig selv. „Nogen må 
have vidst, at jeg ville komme herind, 
efter at jeg havde talt med biskoppen." 
Det at være kaldet som lærernes kvo- 
rumspræsident i 3. ward var ikke nogen 
ligegyldig, let opgave, specielt ikke efter- 
som biskoppen havde sagt til ham, idet 
han forlod kontoret: „Du er blevet kal- 
det af Herren, Knud. Gå nu i gang og 
styrk dit kvorum, så der ikke er noget 
svagt led." 

Knud rejste sig og gik over til vinduerne, 
hvorfra han havde et godt overblik over 
kirkens parkeringsplads. „Der er Sørens 
hus, der på den anden side af pladsen . . . 
Søren er inaktiv. Det minder mig om 
Jørgen og Mads, som kun kommer til 
præstedømmemøde, når deres far er 
hjemme fra sit arbejde. Og Lars, som bor 
på den anden side af vores gade, tror, 
at aktivitets-aften betyder basketball 



alene og vil ikke komme, når vi foreslår 
noget andet. 

Det er ellers et dejligt kvorum. Der er 
Bent. Hvis han nogensinde får tildelt en 
opgave vil han udføre den to gange og 
bede om mere. Og Gert — han er det 
bedste eksempel på organistation, jeg 
nogensinde har truffet. Mit hoved føles 
fuldstændig som den parkeringsplads på 
konferencesøndage — ét stort virvar. 
Hvordan kan jeg gøre noget som helst, 
der kan nytte noget? Hvordan kan jeg 
styrke det kvorum?" 
Disse følelser hos en netop kaldet præsi- 
dent for lærernes kvorum vældede op i 
ham, mens han tænkte over sin nye kal- 
delse. Hans følelser er sandsynligvis de 
samme som hos hundreder andre overalt 
i kirken, selvom situationen måske er 
en anden i hvert eneste tilfælde. 
Måske kan de efterfølgende forslag fra 
Det aronske Præstedømmes general- 
komité, der benytter citater fra general- 
autoriteterne, vejlede og opmuntre kvo- 
rumspræsidentskaber, når de overvejer 
deres nye ansvar i dette grundliggende 
element i kirken — kvorummet. 

Styrkelse af dit præstedømme-kvorum 
„Vitalisering af Det aronske Præstedøm- 
mes kvorummer og vækkelsen af Det 
melkisedekske Præstedømmes kvorum- 



12 




mer vil på positiv måde påvirke alle an- 
dre programmer i kirken." (Præsident 
Spencer W. Kimball ved juni-konferen- 
cen 1974) 

„Du er medlem af det kvorum, du til- 
hører, og ved dine handlinger enten 
svækker eller styrker du det. 
Kvorummet vil være så stærkt som det 
enkelte medlem. Vi har allesammen for- 
pligtelse til og ansvar for at ære vores 
præstedømme, at være værdige medlem- 
mer af præstedømmets kvorum." (Æld- 
ste Boyd K. Packer ved seminaret for re- 
gionalrepræsentanterne for De Tolv, 
4.okt. 1973) 

Hvad kan du som kvorumsmedlem gøre 
for at styrke dit kvorum? 
1. Deltage i kammeratskabet 
Som medlem af et præstedømme-kvorum 
har du ansvar for at tænke på dine kam- 
merater i kvorummet, især på de passive, 
nyomvendte, tilflyttede eller på anden 
måde nye medlemmer af kvorummet. 
En assistent til præsidenten for præster- 
nes kvorum sagde dette: 
„I vores kvorum med 16 præster har vi 
ikke længere passive medlemmer. Jeg 
tror, at en af grundene dertil er, at vi 
plejede at hente dem, så de kunne hjælpe 
os med alle vore tjeneste-projekter og 
aktiviteter. Når vi sådan arbejdede sam- 



men, hjalp det os til at forstå hinanden 
bedre. Vi har et pragtfuldt kvorum." 

2. Deltage aktivt i kvorumsaktiviteter 
Dit kvorumspræsidentskab er ansvarlig 
for at planlægge og udføre et kvorums- 
aktivitets-program. Du kan støtte dine 
kvorumsledere og styrke dit kvorum ved 
at: 

a. overvære de aktiviteter, der er plan- 
lagt, også selvom det er noget, som 
ikke interesserer dig. 

b. komme med forslag til kommende 
aktiviteter til præsidentskabet. 

c. acceptere og udføre aktivitetsopga- 
ver, der gives dig af kvorumspræsi- 
dentskabet. 

3. Værdigt og ærbødigt udføre ordinan- 
ser og pligter. 

„Det er overmåde vigtigt, at du holder 
dig ren og værdig og ikke er med til no- 
gen form for vulgære eller uheldige fore- 
tagender. Når du kommer i søndagssko- 
len og til nadvermøder og får lov til at 
omdele nadveren til minde om, hvad 
Frelseren gjorde for os, så vær sikker på, 
at du er værdig, at dine hænder er rene 
og dit hjerte oprigtigt, og at du ikke i 
ugens løb har gjort noget som har gjort 
dig uværdig. 

Da jeg forleden dag overværede et nad- 
vermøde, var jeg meget glad for at se, at 
de, som administrerede og omdelte nad- 



13 



veren, var iført hvide skjorter og slips, 
var velsoignerede og rene. Og under he- 
le tjenesten var de stille og ærbødige." 
(Præsident N. Eldon Tanner i Ensign, 
maj 1975, side 76) 

Hvad kan du som kvorumspræsident 
gøre for at styrke dit kvorum? 
1. Planlæg et godt afbalanceret program 
Hele formålet med kvorumsaktiviteter 
er at styrke den enkelte unge mand i bå- 
de karakter og vidnesbyrd. Præsident 
Spencer W. Kimball har givet denne ud- 
fordring i et præstedømmemøde ved en 
generalkonference : 

„Brødre, vi er bekymrede for behovet 
for vedblivende at skaffe muligheder for 
vore unge mænd med hensyn til at styr- 
ke deres sjæle gennem tjenesteydelser. 
Unge mænd bliver sædvanligvis ikke 
passive i kirken, fordi de får tildelt for 
mange betydningsfulde opagver. Ingen 
ung mand, som personligt har set evan- 
geliet arbejde, vil forlade sine pligter i 
riget og lade dem være ugjorte. Efter- 
hånden som vore unge mænd lærer at le- 
de kvorummer, velsigner de ikke alene 
Det aronske Præstedømmes ungdom i 
disse kvorummer, men de bereder sig selv 
til at blive kommende fædre og fremti- 
dige ledere af Det melkisedekske Præste- 
dømmes kvorummer. De har brug for 
erfaring i ledelse, erfaring i tjeneste-pro- 
jekter, erfaring i at holde tale, erfaring i 
at lede møder og erfaring i at opbygge 
et passende forhold til unge piger. 
Vi opdrager en kongelig generation . . . 
som har noget ganske særligt at gøre. Vi 
må forsyne dem med særlige erfaringer 
m.h.t. at studere skrifterne, at tjene deres 
næste og at være bidragydende og kær- 
lige medlemmer af deres familier. Alt 
dette kræver naturligvis tid til planlæg- 
ning og tid til gennemførelse." (Ensign, 
maj 1976, side 45) 

For at udvikle jeres kvorumsprogram 
må disse enkle retningslinier huskes: 

a. Lad jeres kvorumsvejleder hjælpe jer. 

b. Hold kvorumspræsidentskabs-mø- 
der. Det bør være et ugentligt møde. 



c. Udarbejd en tre-måneders aktivitets- 
kalender i et kvorumspræsident- 
skabsmøde. 

d. Planlæg aktiviteter som: 

(1) giver medlemmerne mulighed for 
at opfylde deres præstedømmelige 
pligter. 

(2) specielt er „skræddersyet" efter 
kvorumsmedlemmernes behov. 

(3) muliggør forskelligartede ople- 
velser og erfaringer for kvorum- 
mests medlemmer. 

e. Lad hele kvorummet, jeres kvorums- 
vejleder og medlemmet af biskoprå- 
det se på jeres kalender i forhold til 
andre kalendere (ward, skole, kom- 
mune, osv.) 

g. Følg-op m.h.t. de lagte planer for je- 
res første aktivitet. 

2. Fokus på det enkelte kvorumsmed- 
lem 

„Det er nødvendigt, at vi holder op- 
mærksomheden centreret om den enkelte, 
og om hvordan han bedst kan nåes. Det 
er ikke nok at se på kvorummet som en 
helhed ... vi må se på den enkelte og 
erkende, at vi har et ansvar for at hjæl- 
pe ham til at ære sin kaldelse. Jeg bliver 
betænkelig, når jeg husker på, hvad præ- 
sident John Taylor sagde: ,Hvis vi und- 
lader at ære vore kaldelser, vil Gud hol- 
de os ansvarlig for dem, som vi kunne 
have frelst, hvis vi havde gjort vores 
pligt.'" (Thomas S. Monson i regional- 
repræsentanternes seminar den 4. okt. 
1973) 

En assistent til præsidenten for præster- 
nes kvorum fortæller denne historie: 
„Vores præste-kvorum har 18 medlem- 
mer. Vi gør meget ud af at huske fød- 
selsdage og skoleeksamener og lignende 
for alle vore medlemmer, og specielt for 
de få, der er passive. Vi besøger endda 
deres hjem ved sådanne lejligheder. Det 
har gjort en stor forskel i deres indstil- 
ling. De ved, at vi er interesserede i 
dem." 

Og en diakon-kvorumspræsident sagde 
dette: „Mine rådgivere og jeg kontakte- 
de en af disse fyre i vores kvorum 19 



14 



gange, før han begyndte at komme til 

vore møder. Vi har opdaget, at det er 

langt lettere at genaktivere nogen, når 

han ved, at man kan lide ham." 

Man kan vedblivende være centreret om 

enkeltpersoner, når man følger denne 

fremgangsmåde: 

a. Personligt besøger kvorumsmedlem- 
merne i deres hjem. 

b. Giver kvorumsmedlemmer til opgave 
at gøre sig til venner med bestemte 
personer. 

c. Planlægger kvorumsaktiviteter om- 
kring de enkeltes behov og interesser. 

d. Sikrer sig, at passive unge mænd ind- 
bydes til kvorumsmøder og aktivite- 
ter. 

3. Arbejder nær sammen med kvorum- 

vejlederen 
„Herren har givet os, hvad jeg synes er 
det bedste program, verden nogensinde 



har kendt — et program med biskopper, 
vejledere, hjemmelærere, trænere — stær- 
ke mænd, som virkelig er interesserede." 
(Marion D. Hanks i Ensign, maj 1974, 
sade 77) 

Kvorumsvejlederen sidder i en nøglepo- 
sition for dit kvorums rigtige funktion. 
Han kan hjælpe dig ved at: 

a. mødes med jer i jeres ugentlige kvo- 
rumspræsidentskabsmøde. 

b. sammen med jer planlægge dagsorde- 
nen for de møder, I leder (som f . eks. 
kvorumspræsidentskabsmødet, kvo- 
rumsmødet osv.) 

c. sammen med jer planlægge kvorum- 
mets aktiviteteskalender. 

d. lægger planer sammen med jer for at 
bringe passive medlemmer ind i fæl- 
lesskabet. 

e. ved blot at være jeres kammerat og 
ven. 



Åndelig død: en udbredt tilstand 



Joseph F. Smith 

,,. . . Da Adam, vor første forfader, spiste af den forbudte frugt, overtrådte Guds lov og blev 
underkastet Satan, blev han bandlyst fra Guds nærhed og blev kastet ud i ydre åndeligt mørke. 
Dette var den første død. Omend han levede, var han dog død - død for Gud, død for lys og 
sandhed, åndelig død; kastet ud fra Guds nærhed; forbindelsen imellem Fader og søn afbrudt. 
Han blev helt og aldeles kastet ud fra Guds nærhed, ligesom Satan blev det sammen med de 
hærskarer, der fulgte ham. Dette var åndelig død. Men Herren sagde, at han ikke ville tillade, 
hverken Adam eller Adams afkom, at lide den timelige død førend de havde det middel, 
hvorved de kunne blive forløst fra den første død, som er åndelig. Derfor blev engle sendt til 
Adam, og underviste ham om evangeliet og åbenbarende for ham det princip, hvorved han 
kunne blive forløst fra den første død, og blive ført tilbage fra bandlysningen og det ydre mørke 
og ind til evangeliets vidunderlige lys. Han blev undervist om tro, omvendelse og dåb til 
syndernes forladelse i Jesu Kristi navn, han, der skulle komme i tidernes midte og borttage 
verdens synd og blev således givet en mulighed for at blive forløst fra åndelig død. før han 
skulle lideden timelige død. (L&P 29:39-43); Moses 6:64-68) Jeg beklager at måtte sige, at hele 
verden i dag - med undtagelse af en håndfuld mennesker, som har adlydt den nye og evige pagt - 
lider denne åndelige død. De kastes ud fra Guds nærhed. De er uden Gud, uden evangeliets 
sandhed og uden forløsningens kraft; for de kender ikke Gud eller hans evangelium. For at de 
skal kunne blive forløst og frelst fra den åndelige død, som har spredt sig ud over verden, måd e 
omvende sig fra deres synder og blive døbt, af en med myndighed hertil, til deres synders 
forladelse, så dek an blive født af Gud." (Joseph F. Smith:- „Conference Report" - oktober 
1899, side 72) (Se også L&P 84:49-53) 



15 



Spørgsmål og svar 




Hortense H. Child 

Førsterådgiver i Unge Pigers General- 
præsidentskab 



„Hvordan bereder jeg mig til mit per- 
sonlige interview med min biskop?" 



„Min biskop er alle tiders!" Det var et 
udbrud, man hørte, da Nancy kom ud 
fra sit personlige interview med biskop- 
pen. Øjensynligt havde interviewet væ- 
ret vellykket — et af den slags, som en- 
hver ung pige bør være med til. 
Et personligt interview mellem dig og 
din biskop er en hellig mulighed. Kun 
de unge har en fastlagt plan for disse 
interviews; ældre medlemmer må anmo- 
de om at blive interviewet. Sædvanligvis 
er interviewet en mulighed for at blive 
bedre bekendt med biskoppen og at for- 
tælle om sin åndelige udvikling, såvel 
som andre ting, som man ønsker at 
drøfte. Hvilken herlig lejlighed er det 
ikke til at føle og blive vejledet af præ- 
stedømmets myndighed og kraft? 
Mange unge piger har antydet at de ofte 
føler sig nervøse og måske en smule kej- 
tede ved deres første besøg hos biskop- 
pen. Men husk på, at han er jeres ven 
og ønsker at lære jer at kende og blive 
en styrke og hjælp for jer. Og hvordan 
kan I så berede jer til dette personlige 
interview? 

Både åndelig og timelig forberedelse er 
nødvendig. En sindsstemning, som er 
modtagelig for vor himmelske Faders 
Ånd er en betingelse. Hvis du har den, 
vil du være ivrig efter at modtage in- 
struktion og vejledning fra biskoppen, 
som er Herrens særlige tjener. En samta- 
le og en bøn sammen med dine forældre 
før interviewet kan hjælpe til at sprede 
den nervøsitet eller angst, du måtte føle. 
Måske vil en samtale med din U. P. klas- 
sevejleder også indgive dig tillid. 
I Lære og Pagter 63. afsnit hedder det i 
vers 64: „I modtager Ånden gennem 
bøn." Du føler måske trang til at bede 
om, at Herrens ånd må vejlede og lede 
dig. Måske vil der være lejligheder, hvor 
du vil faste og bede før dit interview. 



16 



Dit udseende spiller også en rolle for 
ånden i interviewet. Et rent og åbent 
udseende vil være i overensstemmelse 
med skriften — „Vær rene" (L. & P. 38: 
42) Du bør spørge dig selv, hvordan du 
ønsker at klæde dig, når du skal træffe 
én, som er en udvalgt repræsentant for 
Herren. Vær sikker på, at du tager dig 
bedst muligt ud. En beskeden påklæd- 
ning er måske mest passende. Kom altid 
i god tid. Hvis du er klar over, at du har 
ladet biskoppen vente, vil det være van- 
skeligt for dig at være afslappet og at 
tale frit. 

Gå til interviewet beredt på at tale om 
dig selv. Måske bør du være parat til at 
besvare spørgsmål som: 

1. Hvad er dine personlig mål? 

2. Hvordan går det med at nærme dig 
de mål? 

3. Hvilke interesser har du? 

4. Holder du dine daglige bønner? 

5. Holder du visdomsordet? 

6. Taler du et ordentligt sprog? 

7. Har du nogen problemer med mo- 
ralen? 

8. Hvilke bidrag yder du til dit hjem 
og din familie? 

9. Kan du lide dine lærere i søndags- 
skolen og seminaret og din vejleder 
i Unge Piger? 

10. Kan du lide det emne, I studerer i 
kirkens forskellige klasser? 

11. Hvordan ligger din mødeprocent i 
søndagsskolen, seminaret, aktivi- 
tetsaftenen og til nadvermødet? 

12. Hvordan klarer du dig i skolen? 

13. Hvilke er dine bedste og hvilke 
dine dårligste fag? 

14. Hvem er dine bedste venner, og har 
de de samme standarder som du? 

Husk at være ærlig i alle dine svar. Disse 
interviews er fortrolige, og du behøver 
ikke at være bange for at din biskop vil 



svigte din tillid. Han vil sikkert give dig 
mulighed for at komme med anbefalin- 
ger og forslag med hensyn til program- 
mer og aktiviteter i wardet. Du gør 
klogt i at tænke over det på forhånd. 
Og igen, husk på at biskoppen er din 
ven, og at han øsnker at hjælpe dig. Har 
du problemer, så tal dem igennem med 
ham, og lad ham hjælpe dig med at løse 
dem. 

Hvis du gør de nødvendige forberedel- 
ser, vil dit personlige interview blive po- 
sitivt og opløftende for dig. Bered dig 
godt og stol på, at Herrens plan er en 
sikker vejleder og god beskyttelse for 
dig. 



17 





Overordentlig ung 



han gav, da han blev kaldet, er et godt 
eksempel for alle unge: „Tal Herre, din 
tjener hører" (1. Sam. 3:9). David var 
kun en dreng, der vogtede sin fars får, 
da Samuel, ledet af inspiration fra Her- 
ren, salvede ham til konge over Israel. 
Joseph Smith var en dreng på 14 år, da 
Herren viste sig for ham og talte til 
ham. 

Skrifterne vidner også om kvinder, der 
har spillet vitale roller i deres folks 
skæbne. Ester, der var en ung jødisk 
kvinde og lige så dydig, som hun var 
smuk, er et godt eksempel på den gud- 
dommelige, hengivne ånd, på mod og på 
patriotisme. Efter at have fastet i tre 
dage, risikerede hun sit liv for at redde 
sine landsmænd. Hun var et redskab i 
Herrens hænder til befrielse af sit folk 
fra udryddelse. 

Da Joseph F. Smith var 15 år gammel, 
rejste han på mission til Hawaii-øerne. 
Ældste Marion D. Hanks, administre- 
rende leder for ungdomsprogrammerne, 
var søndagsskolelærer i en alder af 15 
år, og da han endnu manglede en uge i 
at være fyldt 32, blev han kaldet til De 
Halvfjerds' øverste Råd. 
Louisa Lula Greene Richards var 23 år 
gammel, da hun blev kaldet til redaktør 
af Wofnen's Exponent, et af kirkens 
blade, der blev påbegyndt i 1872, og vir- 



„Men jeg er bare Susanne Bruhn, kun 15 
år. Hvad kan jeg overhovedet gøre for 
Herren?" Den tanke lister sig ofte ind 
på unge mennesker, når hvert år tusin- 
der oplever at blive kaldet af præste- 
dømmelig myndighed som ungdomslede- 
re i denne uddeling. 

Biskoppen eller biskoppens rådgiver 
foretager en sådan kaldelse: „Vi har ad- 
spurgt Herren om denne kaldelse. Vi 
har talt med dine forældre, og nu kalder 
jeg — med den myndighed, som jeg 
besidder som biskop (medlem af dit bis- 
kopråd) — dig til denne stilling. Du vil 
blive indsat med et helligt formål for 
øje — at præsidere over unge piger på 
din egen alder, at være et eksempel for 
og at lede disse unge piger; og at bruge 
den kraft og myndighed, der hører til 
din kaldelse, sammen med den inspira- 
tion, som du har ret til, til fordel for dis- 
se unge piger." 

Det er naturligt at blive bange, når en 
sådan kaldelse kommer til dig. Men kal- 
delse af ungdommelige ledere har gen- 
nem tiderne været Herrens vilje. Han 
har ikke betænkt sig på at kalde unge 
ledere til sine evige formål, at hjælpe 
dem i deres forberedelse og at sende dem 
ud til deres nye kaldelser. 
Samuel blev, da han endnu kun var en 
knøs, valgt til at være profet. Det svar, 



18 



ØJNE, DER KAN SE OG ØREN 
DER KAN HØRE 

Har du nogen sinde hørt historien om 
Mr. Smedleys gæst, skrevet af prosa- 
digteren Arthur Colton? Mr. Smedley 
var en rig mand, som var fuldstændig 
opslugt at materiel rigdom, som han 
havde anbragt i aktier og obligatio- 
ner. En aften, da han var alene hjem- 
me, sad han og døsede i en stol, da 
han pludselig blev vækket af en ubu- 
den gæst. Ophidset, som han blev, 
lod den rige bankier sig dog snart 
charmere og fængsle af den fremmedes 
elskværdige adfærd og strålende kon- 
versation om mange fremmedartede em- 
ner. Gæsten talte flydende og dybsin- 
digt om litteratur og kunst, om vi- 
denskab, filosofi og religion, om 
musik og poesi, om åndelighed og 
stræben — altsammen emner, som Mr. 
Smedley i sine yngre år havde lovet 
sig selv, at han ville beherske. De 
idéer og idealer, som så levende blev 
diskuteret og fremmalet, tegnede et 
familiemønster i Smedleys sind og 
ånd, satte hans fantasi i bevægelse 
og bragte næsten den livskvalitet, 
han i sin ungdom havde drømt om al- 
tid at ville efterleve og vedligeholde, 
til virkelighed. 

Det var, som om tiden blev skruet 
tilbage til Smedleys unge år, efter- 
hånden som gæsten talte sig varm om 
den nidkærhed, han havde været i be- 
siddelse af, om sin berømte bog, der 
havde betaget læsere over hele verden 
med sin moral, originalitet og udfor- 
dring. Gæsten beskrev bogen så gra- 
fisk detailleret, at processen med at 
skabe den og dens indhold gennem- 
trængte Smedleys sind, og han erindre- 
de den i hele dens ordlyd. Så satte gæ- 
sten sig til klaveret og spillede noget, 



som han fastslog var et af Smedleys be- 
rømte mesterkompositioner. Uklar, som 
kompositionen til at begynde med stod 
for ham, blev han dog til sidst helt for- 
trolig med den, og den greb ham ved sin 
rytme. Så dukkede et andet punkt af 
hans liv op, da gæsten beskrev det. Lidt 
efter lidt vågnede Smedleys bevidsthed 
om penselstrøgene, de situationer, som 
han alene nedlagde i sin kunstneriske 
produktion af vidt berømte malerier. 

Endelig rejste gæsten sig for at tage af- 
sked, og Smedleys, som var dybt be- 
væget, spurgte lidt forlegen: "Men, - 
hvem er du?" Og med et blik, der syn- 
tes at gennembore selve Mr. Smedleys 
sjæl, svarede gæsten højtideligt: "Jeg 
er den mand, du kunne have været! 
"hvorefter han forsvandt. Denne hi- 
storie er i virkeligheden en moderne lig- 
nelse, et billede af de varierende grader 
af livet hos enhver af os. Den er faktisk 
en beretning om noget i ånd og hensigt 
lig den udødelige fortælling, som Jesus 
gav os, og som vi kender som "Lignel- 
sen om talenterne", og som understre- 
ger, at det ægte hæderlige, retskafne 
menneske altid og hele tiden stræber ef- 
ter at holde fast ved og blive den person, 
han "kunne være blevet". Alle kirkens 
programmer sigter mod det guddomme- 
lige mål at række efter mønstret for alle 
vore muligheder, at gøre os fuldkomne 
og gøre os allesammen bedre, således at 
vi som resultat langt overgår de 10% af 
de menneskelige muligheder, der erken- 
des af det gennemsnitlige, såkaldte intel- 
ligente menneske. 

Det er nemlig således, som afdøde Cecil 
B. DeMille, det skabende filmgeni, har 
sagt: "Nogle af de mest sørgelige ord, 
der nogen sinde er skrevet, er disse: "Vi 
har ladet de ting ugjorte, som vi burde 
have gjort!" 



Dr. David Starr Jordan, amerikansk bi- 
olog, idealistisk og pædagogisk gigant, 
præsident for Standford Universitet ved 
århundredskiftet, skrev i en bog med tit- 
len: "Et kald til unge mænd": "Lev så- 
ledes, at den mand, du bør være, til sin 
tid bliver mulig, bliver virkelig. Langtu- 
de i fremtiden venter han på, at det bli- 
ver hans tur. Hans krop, hans hjerne, 
hans sjæl ligger i jeres unge hænder .... 
Hvad vil I overlade ham? Vil det blive en 
hjerne, ufordærvet af begær eller udske- 
jelser, et nervesystem så nøjag- 
tigt som et solur i sin reaktion over for 
sandheden om dig? Vil du . . . lade ham 
komme som en mand blandt mænd, når 
hans tid er inde? Eller vil du bortkaste 
hans arv, før han har haft en chance for 
at røre den? Vil du overdrage ham en 
hjerne, der er helt forvrænget, et sygt 
sind, en vilje, som er uøvet i handling, 
en rygmarv, gennemsyret af djævelen . . 

ødelagt af udskejelser? Den time, 

hvor du vælger, er din skæbnetime!"Dis- 
se udfordrende ord blev skrevet flere år, 
før den såkaldte narkokultur med deraf 
følgende personlig adfærd og moral, 
fremstod. 

De grusomme kendsgerninger findes alle 
steder omkring os i dag med krav om at 
blive set og hørt — kendsgerninger, som 
skriger imod narkotika og drikkeri, i- 
mod umoral, udskejelser og vulgær por- 
nografi, imod uærlighed og grov uhæ- 
derlighed, imod eftergivenhed over for 
legemets lyster og lidenskaber i svinag- 
tig overdrivelse — overdrivelse, som for- 
styrrer, forringer og nedbryder milli- 
oners liv og overstrør landet med sørge- 
lige rester af menneskevrag. 

Og hvorfor skal det være således? Kun 
fordi vi ikke har rettet os efter profeter- 
nes advarsler, udformet i Jesu ord, som 
de findes nedskrevet hos Markus8:1 5-1 8: 



"Og han (Jesus) advarede dem og sag- 
de: 'Se til, hold jer fra farisæernes sur- 
dej og fra Herodes' surdej! 

Forstår I endnu ikke, og fatter I ik- 
ke" ' Senere i dette monumentale ka- 
pitel havde han anledning til at irette- 
sætte Peter og sagde: 'Vig bag mig, Sa- 
tan! thi du sanser ikke, hvad Guds er, 
men kun hvad menneskers er.' (v. 33) . 
. . .' Thi hvad kan et menneske give til 
vederlag for sin sjæl? Thi den, der 
skammer sig ved mig og mine ord i 
denne utro og syndige slægt, ham skal 
også Menneskesønnen skamme sig 
ved'." (v. 37-38) 




Denne advarsel fra vor Frelser har en 
speciel tilknytning til den kødelige, re- 
sepktløse, forlystelsessyge verden, vi nu 
lever i. Og nøglen til vor sikkerhed og 
ophøjelse kan udtrykkes således som vi 
forholder os til dette ene ord: Betyd- 
ning! Kun de idealer og idéer, vi holder 
for at være af betydning, har magt til at 
fortrænge og forkaste det overfladiske, 
det tilfældige og det trivielle. Kun be- 
tydningsfulde begreber ændrer vor livs- 
førelse, gennemtrænger det bevidste og 
det ubevidste sind, gør den bevidste føl- 
som, bliver den altgennemtrængende og 
altstyrende drivkraft!. Dag Hammar- 
skjold, den mægtige røst i De forenede 
Nationers første tid, skrev meget ud- 














Trau 
fiofmann 



AF ELIZABETH LANE 




illustreret af Travis Winn 



På vej hjem fra skole tvang Ernst sine 
ben til at skynde sig forbi bageriet, hvor- 
fra dejlige dufte af kanelæbler og frisk- 
bagt brød bredte sig fristende omkring i 
nabolaget. Bare nogle få skridt mere, og 



1 



han ville være ved indgangen til det 
fem-etages hus, hvor han boede sammen 
med sine forældre og lillesøster Helga. 
Frem fra lommen tog han en nøgle og 
åbnede yderdøren. Mens han gik op ad 
trapperne, spekulerede han på, hvad 
mon hans mor ville lave til aftensmad. 
For et halvt år siden, da Ernsts familie 
var flyttet fra provinsen og ind til byen 
(i Tyskland), havde hans mor sagt til 




ham: „Ernst, vi er meget heldige, at vi 
har kunnet finde så dejlig en lejlighed 
så nær ved fars arbejde. Du er en stor 
dreng nu, og jeg behøver din hjælp. Frau 
Hoffman har boet i lejligheden lige 
nedenunder i lang tid. Hun er gammel 
og vi vil ikke forstyrre hende. Du må 
gå stille i lejligheden, ikke løbe, hoppe 
og råbe. Helga er for lille til at forstå 
det, så du må hjælpe med at få hende 
til at være stille." Ernst nikkede. Han 
forstod det godt. Og han var påpasselig. 
Han lærte at gå på tæer og at tale sagte. 
Når Helga begyndte at græde satte han 
sig og læste højt for hende eller gav 
hende noget at lege med. Somme tider 
mødte han Frau Hoffman på trappen. 
Hun var en lille kvinde, og hendes for- 
overbøjede hoved og skuldre fik hende 
til at se endnu mindre ud. Når som helst 
han så hende, bøjede han hovedet og 
sagde: „Guten Tag (goddag), Frau,"' og 
så svarede hun: „Guten Tag," med en 
trist, stille og blød stemme. 
En dag var Ernst og Helga alene i lejlig- 
heden, mens deres mor var ude på ind- 
køb. Helga dansede rundt med sin duk- 
ke, da hun faldt over en legetøjslastvogn 
og ramte hovedet mod en stol. Hun be- 
gyndte at græde. Ernst tilbød hende et 
legetøjslam, en bog og en bold, men 
ingenting hjalp. Og på Helgas pande 
kom en stor rød bule, og hun blev ved 
med at græde. 

Lidt efter lød der en banken på døren, 
og Ernst løb ud for at lukke op. Frau 
Hoffman stod udenfor med et bekymret 
udtryk i ansigtet. „Jeg så jeres mor gå," 
sagde hun, „og da jeg hørte din lille- 
søster græde, tænkte jeg, at jeg hellere 
måtte se, om jeg kunne hjælpe." Helga 
begyndte at græde endnu højere. „Åh, 
dit søde lille væsen!" udbrød Frau Hoff- 
man og hun gik hurtigt hen og løftede 
Helga op i sine arme. 
Et par minutter senere kom mor hjem 
og fandt Frø« Hoffman i sofaen med 
Ernst og Helga ved siden af sig. Helga 
holdt en kold, fugtig klud på panden 
og børnene stod og lyttede til en historie. 



Fra den dag gik Ernst og Helga stille 
rundt og talte sagde i lejligheden. Men 
nu var de ikke bare lydige, de var be- 
kymrede for, om deres ven, Frau Hoff- 
man måske lå og hvilede sig. Somme 
tider inviterede hun dem ind I sin lejlig- 
hed, hvor de fik fortalt historier, nød 
en småkage, hun havde bagt eller bare 
snakkede. 

„Mor," sagde Ernst en dag, „hvorfor 
tror du at Frau Hoffman ser så trist ud? 
jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget, 
der gjorde hende glad." 
„Frau Hoffman har haft en trist tilvæ- 
relse, Ernst. Herr Ketzler, her overfor, 
har fortalt mig, at hendes mand og unge 
søn blev dræbt i krigen for mange år si- 
den, og senere hen har hun altid boet 
alene, jeg er sikker på, at det må være 
en ensom tilværelse for hende," 
Ernst tænkte sig om et øjeblik. „Ved du 
hvad," sagde han så. „Da vi flyttede fra 
huset ude på landet, var jeg ked af det, 
fordi vi måtte forlade Oma (Bedstemor). 
Tror du mon, at Frau Hoffman vil være 
vores by-Oma}" 

„E)et ville være en god idé," sagde mor 
smilende. 

Og så blev Fra« Hoffman Oma Hoff- 
man for Ernst og Helga, og hun smilede 
og sang små sange for dem, selvom Ernst 
somme tider kunne se tristheden vende 
tilbage i hendes øjne, og så blev også 
han ked af det. 

Lige før Oma Hoffmans fødselsdag, 
tænkte Ernst på, hvad han kunne købe 
til hende for at lade hende forstå, hvor 
godt de kunne lide hende. Hver dag gik 
han på vejen fra skolen forbi mange 
små forretninger, og han kikkede ind i 
dem for at finde en gave til hende. Men 
han kunne aldrig finde det helt rigtige. 
Aftenen før Oma Hoffmans fødselsdag, 
da Ernst hjalp sin mor med at rydde af 
bordet efter aftensmaden, hørte de det 
banke på døren. Han løb hen og åbnede 
den, og der stod ældste Kendall og æld- 
ste Mortenson, missionærerne, som i sid- 
ste uge for første gang havde besøgt 
Ernsts familie. Disse mænd havde fortalt 



dem sådan nogle vidunderlige ting om 
vor himmelske Fader og hans planer for 
alle sine børn, at Ernsts far havde bedt 
dem komme igen og give dem endnu en 
lektie. 

Familien satte sig sammen med ældsterne 
I dagligstuen. Den ene af missionærerne 
bad en bøn, og så gik den anden i gang 
med lektien. Ernst lyttede opmærksomt. 
Ældste Mortenson viste så nogle bille- 
der af sidste dages helliges templer og 
forklarede: „Her deltager familier i ce- 
remonier, som gør det muligt for dem at 
være sammen ikke bare i dette liv men 
også i al evighed." 

„Ih, hvor ville det gøre Oma Hoffman 
glad," tænkte Ernst, „at vide, at hun 
kunne være sammen med sin mand og 
sin søn i Himlen." „Hvad nu, hvis en 
eller anden i en familie allerede er død} a 
spurgte Ernst ældsterne, „Er der en må- 
de, hvorpå folk, som er døde, Igen kan 
komme sammen med deres famille?" 
Ældste Kendall smilede. „Det er et godt 
spørgsmål, Ernst, og svaret er ja. Arbej- 
det i templet kan også gøres for sådanne 
mennesker, af værdige medlemmer i kir- 
ken." 

Derpå fortsatte man med lektien og far 
og mor stillede mange spørgsmål og smi- 
lede og nikkede, når de hørte svarene. 
Men bare ved at tænke pa den vid- 
underlige idé han havde fået, var Ernst 
så ophidset, at han næsten ikke kunne 
sidde stille. 

Da lektien var forbi, sagde far: „Vær så 
venlige at komme igen. Jeg føler, at I 
fortæller os sandheden, og vi vil gerne 
høre mere." 

Da ældsterne var ved at gå, kantede 
Ernst sig ind imellem dem, greb deres 
hænder og trak dem ned til sig, så han 
kunne hviske ind i deres øren. „Vil I ik- 
ke nok," hviskede han ophidset, „kom- 
me igen i morgen efter skoletid os for- 
tælle vores gode ven Oma Hoffman 
om evangeliet? I morgen er det hendes 
fødselsdag, og jeg vil gerne have jer til 
at hjælpe mig med at give hende en fød- 
selsdagsgave, der vil vare for evigt," 



Hr. Bjørn travede gennem skoven 
efter nattens lange jagt. Ved hvert 
andet skridt eller så standsede han 
op og satte sig på sin hale for at son- 
dere terrænet med et par livlige, un- 
dersøgende øjne, der blinkede bag 
hans hårrige maske. Dette dyr kaldes 
somme tider for „den maskerede", 
men fordi det ser ud som og agerer 
som en mini-bjørn, kalder indianer- 
ne vaskebjørnen for „Bjørnens Lille- 
bror". 

Vaskebjørnens sorte snude snusede 
forsigtigt idet den opfangede og om- 
hyggeligt analyserede enhver duft, 
som vinden bragte med sig. Den lille 
jæger gjorde påny et ophold idet den 



samlede en kvist op med sine hånd- 
formede poter. Den viftede den 
frem og tilbage, snusede til den for 
at få nyheder fra verden udenom sig 
gennem berøring og lugte. Og så 
genoptog den sin rejse, idet den lod 
kvisten falde som en gennemlæst 
avis. 

Morgenen var kun få øjeblikke bor- 
te, da den maskerede nåede tilbage 
til sit hjem i det store grantræ. Den 
så sig omkring et øjeblik for derpå at 
klatre op ad træt. På vej til sit lufti- 
ge hjem standsede dyret over for et 
hul i stammen, hvorfra adskillige 
skingrende hvin bød den velkom- 
men hjem. Efter at have sikret sig, 



Den 
maskerede 

AF MURRAY T. PRINGIA. 





at *51t stod godt til med familien, 
klatrede den endnu højere op. 
Endelig nåede den et sted, hvor små 
grene bøjede sig ud som en vifte til 
alle sider, hvorved de dannede en 
række af eger ud fra den centrale 
stamme. Denne omhyggeligt valgte 
plads var dens dag-seng, hvor den 
sov dagen lang men alligevel var i 
stand til at ile sin familie til hjælp, 
hvis der blev brug for det. 
Selv om den var i stand til at se alt, 
hvad der foregik omkring og neden- 
under den, var hr. Bjørn selv godt 
skjult. Dens kluntede krop strakte 
sig helt rundt om stammen, og den 
var beskyttet mod nysgerrige øjne 
af et tæt bladhang mellem sig og jor- 
den. Selv ganske tæt ved kunne kun 
det allerskarpeste øje finde den, tak- 
ket være dens stribede pels. 
Dagtimerne gik, tusmørket sænkede 
sig påny, og dets ankomst var signa- 
let til dag-dyrene at trække sig til- 
bage og til nat-dyrene at vågne op. 



Spændt på nattens oplevelser var de 
unge vaskebjørne allerede oppe. De 
legede og sloges med hinanden på 
den brede grenvifte, der tjente som 
terrasse udenfor deres redehul. 
Efter en stunds forløb kom bjørne- 
nes lillebror ned fra sin observations- 
post. Straks fulgte fru Bjørn og de- 
res to unger den ned til jorden. De 
fire vaskebjørne traskede afsted gen- 
nem skoven. Far bjørn førte an, og 
mor bjørn dannede bagtroppen. De 
traskede afsted, snusende til alt, der 
kom på deres vej, og med rastløse 
poter befølte de alt indenfor deres 
rækkevidde. 

Ved en pyt gjorde vaskebjørnene 
ophold og dyppede poterne i mud- 
der og vand. En uopmærksom frø 
kom en smule for nær og blev om- 
gående fanget af mor bjørn. Unger- 
ne havde travlt med at samle en for- 
syning af lavt-voksende brombær og 
skylle dem af i vandet. Efter at mor 
bjørn havde inspiceret dem og god- 




kendt dem til at spise, fortærede un- 
gerne dem grådigt. 
Med nogle sagte, vedvarende hvin 
kaldte den maskerede sin familie 
sammen, og selskabet satte igen af- 
sted, idet de fulgte kanten af den lil- 
le dam, indtil de kom til en majs- 
mark. Majsen var moden og sprød 
og de ring-halede banditter rev kol- 
berne af stænglerne og trampede på 
dem. De arbejdede metodisk og fjer- 
nede dækbladene fra hver enkelt 
kolbe, hvorefter de bar dem hen til 
dammen, hvor de vaskede dem igen 
og igen. 

Først da kornet var dækket med 
mudder, blev de fundet værdige at 
spise. Men så blev de også sat til livs 
til lyden af tilfredse grynt og hvin. 
Festen fortsattes til hele den ene en- 
de af marken lignede en slagmark. 
Endelig gjorde far bjørn tegn til at 
det var på tide at tage afsted. 
Træt men rig på erfaring var den 
maskerede dog klogere end at vende 
tilbage ad den samme vej, de var 
kommet. I stedet førte den sin fami- 
lie til det første egetræ på den an- 




den side dammen, hvor det bredte 
sine grene ud til en hængebro, der 
førte ind i skoven. Far bjørns afkom 
fulgte pligtskyldigt efter, idet de 
trådte i hans fodspor, såvidt det var 
muligt, og med deres vagtsomme 
øjne var opmærksomme på enhver 
bevægelse, der kunne afsløre tilste- 
deværelsen af et uopmærksomt mål 
eller en bille. Selvom de var mætte, 
kunne der altid blive plads til sådan 
en ekstra lækkerbidsken. 
Pludselig stoppede far bjørn op; 
hans vagtsomme næse fortalte ham, 
at der var noget nyt forude. Hans 
ører opfangede den svage summen 
af bier, og hans næsebor mimrede i 
spænding, da den fristende duft af 
honning nåede ham. 
Hans børn tvang ham til en beslut- 
ning. De unge bjørne havde også 
lugtet honningen og af deres ivrige 
hvinen og ophidselse vidste han, at 
hans ordre til fremmarch ikke ville 
kunne klare sig overfor fristelsen til 
at smage det søde. 

De havde knapt nået bikuben, før 
en høj pludren lød fra enden af en 
gren. Et rødt egern var netop vågnet 
op i sit sommerhjem og i overens- 
stemmelse med sin rolle som døds- 
fjende af alle bjørne, råbte det nu 
alarm om, at den ring-halede plynd- 
rer stadig var i nabolaget. 
Egernet fortsatte sin vrede pludren 
men ignorerede i øjeblikket sin fjen- 
de. Far bjørn stak forsigtigt sin ene 
pote ind i et hul i træet og fremdrog 
et stykke honningvædet kube. Han 
lod sig hurtigt falde ned på jorden 
hvor mor bjørn og hendes unger 
faldt over og slugte den smagfulde 
lækkerbidsken. 



De vrede bier sværmede omkring 
børnenes lillebror, hvor de udsøgte 
sig hans udsatte øjne, øren og næse, 
og under det hele opilnede det skri- 
gende, røde egern dem. Ikke desto 
mindre formåede hr Bjørn at rive to 
stykker mere honningfyldt bikube 
til sig før han blev tvunget til at 
flygte. 

Det røde egern fulgte efter pludren- 
de, udskældende og dansende fra si- 
de til side. Pludselig overdøvede 
støjen af en hektisk gøen egernets 
vrede skrig. Lyden ramte den maske- 
rede med stor frygt. Den kendte dis- 
se stemmer. Sidste år havde disse to 
hunde nær fanget den. Men den 
havde været alene og var i stand til 
at undslippe. Denne gang havde den 
sine børn med sig! 

Et øjeblik senere dukkede de to bjør- 
ne-hunde frem fra underbevoksnin- 
gen og faldt næsten over hans mage 
og deres unger, som var så ivrigt op- 
tagne af honningen, at de ikke hav- 
de observeret faren. Kun tænkende 
på at redde sin familie, risikerede far 
bjørn sit eget liv som lokkemad for 
hundene. 

Med et højt hvin lod han sig rutsje 
ned ad stammen, indtil han kun var 
et lille stykke over jorden. Hundene 
var rasende og forbløffede over den- 
ne letsindige ring-halede bjørn, og 
de sprang op ad og satte kløerne i 
træet for at få fat i ham. Imens slap 
mor bjørn og de små ubemærket ind 
i skoven. 

På en eller anden måde lykkedes det 
den maskerede at holde sig lige oven 
over hundenes rækkevidde, idet den 
løb op og ned ad stammen. Men de 
var overbeviste om, at de nok skulle 




få fat på ham ved deres næste forsøg, 
så de blev ved med deres hoppen og 
springen. Det var lige netop det, 
vaskebjørnen ønskede. 
Deres rasende, støjende adfærd til- 
trak sig biernes opmærksomhed, for 
de søgte stadig efter den, der havde 
udplyndret deres kube. Og da de 
troede, at det var hundene, der var 
synderne, angreb bierne dem. 
Den ophidsede gøen forvandledes 
hurtigt til smerteskrig, sa hundene 
flygtede hjemad, rasende forfulgt af 
bierne. Og nu lod den maskerede sig 
falde ned på jorden, hvor den tog 
vejen gennem underskoven, hvinen- 
de og gryntende for at tiltrække sig 
sin families opmærksomhed. 
Da den endnu engang havde samlet 
sin lille familie om sig, førte far 
bjørn dem afsted gennem trætoppe- 
ne til et nyt hjem. 



tryksfuldt om, hvad han anså for at væ- 
re betydningsfyldt, "mere dyrebart end 
selve livet," da han udbrød . . . ."mit 
hjerte, .... 

"Giv mig et rent hjerte, så jeg kan skue 
Dig, 

et ydmygt hjerte, så jeg kan høre Dig, 

et kærligt hjerte, så jeg kan tjene Dig, 

et trofast hjerte, så jeg holder mig til 
Dig! 

.Den længste rejse er rejsen i vort 



Må jeg benytte anledningen her til at 
lykønske jer alle med de store resulta- 
ter, I har opnået med hensyn til hengi- 
venhed og åndelighed i det europæiske 
område. Vi har i det forgangne år gjort 
vældige fremskridt. Værket har sandelig 
fremgang i Europa. Lad os bevare denne 
drivkraft i de nye år. Lad os beslutte, at 
vi vil have "øjne, så vi kan se" og øren, 
så vi kan høre", det, som er af Gud, i 
den sande betydning. 



indre.' 



Han havde ret! Det er en lang rejse ind 
i hjertet og sjælen. Men det er kun ved 
at foretage en sådan rejse, at vi får fat i 
dybden af evangeliets sandhed, finder 
Helligåndens inspiration og finder ud af, 
hvad vi bør gøre til noget virkelig betyd- 
ningsfuldt i vort liv. For det er meget 
slående blevet sagt: "Når som helst livs- 
processen overfører en vis forventning 
til livet til den, som lever dette liv, dér 
bliver livet ægte betydningsfuldt ... og 
hvor som helst man finder betydningen, 
der er der mening og iver og igangsæt- 
telse." 

Det, vi som medlemmer af Guds kirke 
bør finde "betydningsfuldt," har Alma 
samlet i sin tale til Gideons folk med 
disse udtryksfulde ord: "Og jeg ville øn- 
ske, at I ville være ydmyge, underdanige 
og sagtmodige, villige til at formanes, 
fulde af tålmodighed og langmodighed, 
mådeholdne i alle ting, flittige til altid at 
holde Guds bud, bede om alt det, I 
trænger til, både åndelige og timelige 
ting, og altid give Gud takken for, hvad 
I modtager." (Alma 7:23) 



POLSKE OG TYSKE 

ARKIVALIER 

PÅ MIKROFILM 

I følge "Ostdeutsche Familienkunde", 
hæfte 2, 1977 har The Genealogical 
Society - mormonkirken i Salt Lake 
City, Utah - fuldendt mikrofotogra- 
feringen af de vigtigste genealogiske 
kilder i de polske statslige arkiver. 
Det genealogiske selskab er nu gået 
i gang med at mikrofilme de polske 
kirkearkiver, herunder kirkebøgerne. 
Ikke mindst kirkebøgerne kan have 
interesse for danske forskere, idet en 
del kirkebøger fra de tidligere tyske 
områder, der nu er indlemmet i Po- 
len, vil blive affilmet. De i Vesttysk- 
land beroende kirkebøger fra tyske 
områder, der nu tilhører Polen, har 
længe været offentligt tilgængelige, 
men nu bliver resten altså mikrofil- 
met til mormonkirkens gigantiske ge- 
nealogiske arkiv i USA. 
Henning Jensen 
Personalhistorisk Tidsskrift. 



EFTER 
MORGENUDSENDELSERNE 



Og hvad kom der ud af alle anstrengel- 
serne, spørges der? 

Der tales naturligvis her om "Ved da- 
gens begyndelse" -radioudsendelserne i 
november 1975 og august 1977. 
Resultatet har været overvældende! Og 
det kan måske bedst gøres op ved at de- 
le de fordele, vi har opnået, op i grup- 
per: 

1 . Med disse udsendelser er vi blevet så 
at sige "optaget i det gode selskab", 
altså officielt anerkendt som væren- 
de af en vis betydning i Danmarks re- 
ligiøse liv. Vi har også derigennem få- 
et forbindelse med indflydelsesrige 
mennesker i Danmarks Radio. 

2. En mængde mennesker har herigen- 
nem fået åbnet øjnene for, at der fin- 
des en "mormonkirke", og at den er 
repræsenteret i Danmark. De har 
hørt en lille smule af, hvilke princip- 
per den hylder, og hvilke resultater, 
den kan opvise. 

3. Vore medlemmer og missionærer har 
fået et redskab ihænde, som, rigtigt 
benyttet, kan blive af væsentlig be- 
tydning for det fremtidige missione- 
ringsarbejde: Den første række er 
fremstillet i 100, den anden i 200 ek- 
semplarer i form af kassettebånd, 
som i vid udstrækning nu bruges af 
hjemmelærere og missionærer. En så- 
dan 1 0-minutters "prædiken" er al- 
tid et vædifuldt indlæg, der kan star- 
te en samtale om evangeliske emner. 



De direkte reaktioner på udsendelserne 
er mange og meget opmuntrende. Ad- 
skillige aviser har bragt omtale af dem, 
og flere læserbreve har skældt ud over 
dem! Mange personlige breve, telefonop- 
ringninger og henvendelser på anden må- 
de er modtaget. Flere medlemmer har 
også fortalt om tilfælde, hvor folk, som 
de ikke på anden måde havde kunnet få 
i tale, har lyttet til udsendelserne og nu 
pludselig ikke længere havde noget imod 
at tale om kirken og dens forkyndelse. 
Og fornylig bragte Stjernen den første 
af udsendelserne i anden række, så tek- 
sten nu også kan læses. 

Jovist har det været umagen værd. Og 
vi kan kun håbe, at vi får lov at fortsæt- 
te en anden gang. 

JWS. 

EN 

ÅBENBARING TIL 

JOSEPH SMITH 

1. Se, jeg siger dig, da min tjener Martin 
Harris har forlangt et vidnesbyrd af 
mig om, at den min tjener Joseph 
Smith jun., virkelig har de plader, om 
hvilke du har vidnet og sagt, at du 
har modtaget den af mig. 

2. Se, dette skal du sige til ham: 

Den, der talte med mig, sagde til mig: 
Jeg, Herren, er Gud og har givet dig, 
min tjener Joseph Smith jun., disse 
ting og befalet dig at stå som vidne 
om dem. 

3. Og jeg har ladet dig indgå en pagt 
med mig om ikke at vise dem til no- 
gen med undtagelse af sådanne perso- 
ner, som jeg har befalet dig, thi du 
har ikke andet magt over dem, end 
den, jeg giver dig. 




AF RUTH H. FUNK 
Generalpræsident for Unge Piger 



kede som talerør for SDH-kvinder, så 
de på retskaffen måde kunne forsvare 
sig mod uvenlige kommentarer og for- 
kerte forestillinger samt forsvare deres 
tros principper og doktriner. Denne sky- 
og tilbageholdende kvinde manglede til- 
lid til sine egne evner, men hun ejede 
ubegrænset tillid til sin himmelske Fa- 
ders magt og godhed. Derfor acceptere- 
de hun i bøn og med store betænkelig- 
heder kaldelsen fra profeten og blev en 
af de første kvindelige journalister i 
Utah. 

Tusinder af unge sidste dages hellige er- 
farer, ligesom Ester og Lula Green Ri- 
chards, at det endnu kræver ofre at frelse 
liv i hans rige. Tanya, en klassepræsi- 
dent for laurbærpiger i Tasmanien, for- 
stod sit ansvar som leder af unge piger 
i vor tid. Efter et besøg af et medlem af 
Unge Pigers generalpræsidentskab, skrev 
hun: 

„Efter den første aften følte jeg mig vir- 
kelig inspireret og fyldt af Ånden. Jeg 
kan slet ikke huske, hvornår jeg tidligere 
har følt det sådan. Den aften gik jeg 
hjem og bad til min Fader i Himlen, bad 
om styrke og hjælp, så mine passive laur- 
bærpiger ville ønske at komme tilbage. 
Den aften følte jeg en absolut fred 
komme over mig. Og da jeg så hørte dig 
igen, kom den samme følelse påny over 



mig, og jeg forstod, hvor kraftig og vid- 
underlig Helligånden er. Jeg skrev 
straks til pigerne. Jeg elsker mine piger i 
Unge Piger organisationen, for de har 
de samme interesser og mål, som jeg hå- 
ber at nå. Jeg forstår, at jeg en dag vil 
være nødt til at stå til ansvar for Her- 
ren, så jeg vil mase på og arbejde sam- 
men med mine ledere. Jeg vil ikke leve 
på et lånt vidnesbyrd; jeg vil skaffe mig 
mit eget gennem hårdt arbejde." 
En 13-årig mexikansk bikube-præsident 
fik forståelse for ansvarlighed i sin kal- 
delse. „Jeg tror nok," sagde hun, „at 
min største opgave er at få enhver pige i 
min alder i wardet til at føle lige så godt 
for kirken, som jeg gør." 
Når ungdomsledere søger at nå ud til de 
unge, er resultaterne inspirerende og no- 
teres med taknemmelighed af mange. 
Fra en biskop i Salem i staten Oregon 
kom et brev, der gav udtryk for disse 
tanker: 

„Jeg ved, at der findes en særlig form 
for kærlighed mellem de unge i vores 
ward, og jeg kan kun tilskrive det dette 
spændende ungdomsprogram. De er gla- 
de for hinanden, de bærer hinandens 
byrder, og når én græder, græder de alle. 
Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle dig 
om de mange tilfælde af genaktivering, 
samtaler og tjenesteydelser, som er fore- 



19 



gået i vores lille ward som resultat af 
dette program." 

Og i byen Gridley, Californien, hjalp en 
samvittighedsfuld bikubeklasse med at 
bringe seks unge piger til dåb, og sørge- 
de for at yderligere fire blev undervist 
i evangeliet. De har også genaktiveret 
fem af deres klassekammerater. Da de 
blev spurgt om, hvad det var, der havde 
forårsaget denne forøgede aktivitet, 
svarede stavens bikube-vejleder: „Glim- 
rende wards-vejledere, som er gode til 
at oplære klassepræsidentskaber." Ung- 
domsledere i dag involveret i det spæn- 
dende og hellige arbejde at frelse sjæle. 
„Og om det skulle ske, at I måtte arbej- 
de hele jeres liv med at råbe omvendelse 
til dette folk og kun førte een sjæl til 
mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde 
være med ham i min Faders rige! 
Og dersom jeres glæde kan være så stor 
over en eneste sjæl, som I har ført til mig 
i min Faders rige, hvor meget større glæ- 
de ville I da ikke have, om I kan føre 
mange sjæle til mig!" (L. & P. 18:15-16) 
Når et ungt menneske kaldes til at tjene, 
forklares det ansvar der følger med. 
Med dette forvalterskab kommer ansva- 
ret for at give rapporter om arbejdet. 
Det vil sige, at vi modtager vejledning, 
vi udfører vort arbejde, eller som præsi- 
dent Kimball siger, vi „gør det", og der- 



på vender vi tilbage og rapporterer, 
hvad vi har gjort og modtager ydeligere 
råd og vejledning. Denne rapportering 
er tilrettelagt at skulle finde sted med 
regelmæssige mellemrum overfor et med- 
lem af biskoprådet, men bør også foregå 
dagligt overfor Herren, som vil velsigne 
og respektere dem, som han har kaldet 
til at være hans ledere. 
Nephi, som var „meget ung" (1. Ne. 2: 
16), giver os mod og styrke gennem sit 
eksempel ved at acceptere en tilsynela- 
dende umulig opgave. Hans svar var: 
„Jeg vil gå og gøre det, som Herren har 
befalet, thi jeg ved, at Herren ikke giver 
menneskene nogen befaling, uden at han 
åbner en udvej for dem, så de kan ud- 
føre det, som han befaler dem." (1. Ne. 
3:7). 

Og i dag er det da således, at unge men- 
nesker bliver kaldet, indsat, forsynet 
med oplæringsmaterialer og hengivne le- 
dere til at hjælpe dem at respektere de- 
res hellige kaldelser. Og når de histori- 
ske optegnelser om denne uddelings ung- 
domsledere gennemgåes af dem, som skal 
følge efter, vil det meget vel kunne læ- 
ses: „De var kaldede af Gud; de var 
overordentlig unge; de blev ledede af 
Ånden; de bar hinandens byrder; de var 
Herrens tjenere." 



Freden findes kun på den sti, som Kristus viste David O. McKay 

„Ingen fred, hvor dyrt den end erhverves, vil være 
permanent, førend den er opbygget på evige princippers 
solide grundvold. . . Kun ved at vi fuldstændigt overgiver 
os til disse principper, kan vi løfte os op over naturens 
selviske, lave tiltrækning 

Lige så betydningsfuldt er det, at vi anerkender Guds Søn 
som menneskehedens Frelser. . . . 
Mennesker kan stræbe efter fred, råbe på fred og arbejde 
for fred, men der vil ikke være nogen fred, førend de følger 
den sti, som den levende Kristus har anvist.'" („For a better 
World," Improvement Era 63:703 (oktober 1960) (Un- 
derstregning tilføjet.) 



20 



Det er 

placeringen, der 
betyder noget 



AF ÆLDSTE BOYD K. PACKER 
De tolv apostles Råd 




Jeg vil gerne fortælle om en lille hændel- 
se, som involverer et af kirkens berømte 
medlemmer i Tyskland, Karl G. Maeser, 
en stor pædagog med en doktorgrad i 
undervisning og en mand med stor vær- 
dighed og visdom. Det var ham, som 
oprettede Brigham Young University. 
Bror Maeser var en . . . mand med stor 
værdighed og prestige. Han var en me- 
get ydmyg mand, og hans indstilling 
forekommer mig at karakterisere, hvor- 
dan vi burde være som bærere af præste- 
dømmet. 

Ved en bestemt lejlighed vandrede han 
sammen med en gruppe unge missionærer 
tværs over Alperne. De satte over et højt 
bjergpas til fods. Man havde hamret lan- 
ge stokke ned i sneen for at afmærke ve- 
jen, så man ikke ville fare vild men kom- 
me sikkert over bjerget og ned på den 
anden side. 

Da de nåede det højeste punkt, ønskede 
bror Maeser at lære de unge ældster en 
lektie. Han standsede på toppen af bjer- 
get og pegede på de stokke, som de ne- 
top havde fulgt. Og han sagde: „Brødre, 
se Guds præstedømme. De er blot almin- 
delig, gamle stokke, men det er deres 
placering, der tæller. Følg dem, og I kan 
regne med at komme i sikkerhed. Søg 



bort fra dem, og I vil sandelig fare 
vild." Sådan er det også i kirken. Vi er 
kaldede til lederstillinger og har fået 
præstedømmets kraft. Vi er bare almin- 
delige, gamle stokke, men den stilling, vi 
er sat i, tæller. Den har ikke noget med 
vor person at gøre, men så længe vi har 
den, er det vores. 

I vore ward og grene og i vore stave kal- 
der Herren de lokale brødre til leder- 
stillinger. Ingen af dem er fuldkomne. 
Men de bærer embedet, og vi skal lyde 
dem. 

Kirken ledes gennem åbenbaring. Åben- 
baring kommer til dem, som har det an- 
svar at skulle præsidere. Jeg er ikke sik- 
ker på, at I kunne få mig til at stemme 
imod et forslag, der blev præsenteret af 
min præsiderende myndighed. Jeg ville 
være meget forsigtig. Han er måske bare 
en gammel stok, men det er hans place- 
ring der tæller. 

Gud give, at vi, som bærer præstedøm- 
met, vil være lydige og opretholde alle 
dem, der er kaldede til at præsidere over 
os. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Gud le- 
ver. Jesus er Kristus. Præsident Spencer 
W. Kimball er hans bemyndigede repræ- 
sentant på denne jord. I Jesu Kristi 
navn. Amen. 



21 



Ikke længe efter den anden verdenskrig 
var jeg på besøg i Washington D. C. og 
dér fik jeg rent tilfældigt fat på en New 
Yorker avis. På forsiden stod der et 
interview med en historiker, som i et 
årstid havde været gæst i De forenede 
Stater og nu skulle vende tilbage til sit 
eget land. Jeg har glemt navnet på denne 
historiker, men jeg har ikke glemt det 
ene af de spørgsmål, der blev stillet ham. 
Journalisten sagde: „De har været i 
Amerika et år, studeret vor historie og 
vort folk. Sig mig, hvilken af alle ameri- 
kanerne betragter De som den største?" 
Historikeren svarede: „I har kun haft én 
stor amerikaner — Joseph Smith, mor- 
monprofeten." 

Bedt om en begrundelse, sagde han: „Der 
er kun én amerikaner, der har forkyndt 
en livsform og har frembragt idéer, som, 
hvis de blev efterlevet, ville forandre 
samfund overalt i verden." 
Et studium af profeten Joseph Smiths liv 
og forkyndelse åbenbarer en rigdom af 
idéer så revolutionerende, at de, hvis de 
blev almindeligt anerkendte, kunne 
forandre kursen for menneskehedens 
historie. 

Vi er nok ikke helt klare over, hvor an- 
derledes end sin tid Joseph Smith var 
med sine synspunkter: Han gav en ny 
opfattelse af Gud, en genoprettelse, om 
man vil, men en helt anderledes opfat- 
telse end den, der dengang var alminde- 
lig. Han erklærede, at vor himmelske 
Fader var en personlig Gud, med et le- 
geme — en person, som kunne tale og 
ønskede at tale til menneskene — en 
person, som ville høre og besvare bøn- 
ner. 

Han frembragte nye beviser på, at Je- 
sus Kristus er Guds Søn, et opstandent 
væsen, som i vore dage ikke alene har 
vist sig for menneskene, men også har 
genoprettet sin kirke, og som selv leder 
den. 

Han hævede meneskene op til en ny 
position som Guds bogstavelige sønner 
og døtre med muligheder for at blive 
som Gud. Og som ikke blot havde levet, 



før de kom her til jorden, men som vil 
leve igen efter døden og, eventuelt selv 
blive guder. 

Han hævdede, at mennesket var af sam- 
me art som Gud. 

Han erklærede, at skabelsens hele for- 
mål var til menneskets gavn og evige 
liv ■ — at vort formål med livet er at 
kunne nyde glæde. 

Han forkyndte, at frelsen vil være uni- 
versel, at alle mennesker skal opstå fra 
graven og kan blive tilgivet for deres 
synder, hvis de omvender sig. 
Han bekendtgjorde, at alle de milliar- 
der, som er døde, endnu kan få mulighed 
for at høre Jesu Kristi evangelium og, 
hvis de vil acceptere det, ved stedfor- 
træder her på jorden få udført alle de 
nødvendige ordinanser, der fører til 
frelse. 

Disse talrige andre idéer er revolutione- 
rende. De er idéer, som vi stadig for- 
kynder for verden, og som, hvis de an- 
tages, forandrer alle menneskers tro. 

Fem lederskabsevner 
Joseph Smith havde nogle særlige egen- 
skaber, som gjorde det muligt for Gud 
at benytte ham, og som vil gøre det mu- 
ligt for Gud at benytte dig og mig, hvis 
vi blot havde dem. For storhed er ikke 
noget, der bare overrækkes og gives et 
menneske, og intet menneske kan blive 
et redskab i Guds hænder, medmindre 
han besidder de egenskaber, som hører 
med til lederskab. 



Intelligens 

For det første er der den egenskab, der 
hedder intelligens. Uden mulighed for 
obligatorisk skolegang var profeten in- 
teresseret i næsten alle emner. I 1836 var 
han medvirkende til at bringe en pro- 
fessor Seixas, specialist i hebraisk til 
byen Kirtland i Ohio, kirkens hoved- 
kvarter. Profeten mente, at kirkens le- 
dere burde gøre sig bekendt med sproget. 
Men hvor meget hebraisk kunne man 
lære på 14 uger med undervisning to 
eller tre gange om ugen? Kun to elever 



22 




Joseph Smith - 

fem 
ederskabsevner 



AF WILLIAM E. BERRETT 



23 



kunne læse hebraisk med nogenlunde let- 
hed derefter — Joseph Smith og Orson 
Pratt. Profeten synes også at være den 
eneste som offentligt diskuterede for- 
skellige stykker af den hebraiske tekst 
fra Bibelen. 

Ofte bedømmer vi et menneskes intelli- 
gens udfra, om den pågældendes syns- 
punkter kan modstå tidens tand eller den 
kritik, der udøves i tiden efter ham. 
Nogle af profeten Josephs synspunkter 
er interessante at se på i dag: 
Han foreslog et føderalt bank-system — 
en slags reservesystem, som først i 1917 
blev til virkelighed i USA. 
Han opfordrede kongressen til at lade 
anbringe sluser i Mississippifloden til 
fordel for sejladsen. Han levede ikke 
længe nok til at se forslaget vedtaget og 
gennemført, men i dag er Keokuk-reser- 
vatet og sluserne, som tillader store skibe 
at benytte floden, blevet bygget netop 
på den strækning, som profeten anbefa- 
lede. 

Han foreslog en forandring af fængsels- 
systemet, som man først nu er i gang 
med at realisere. Joseph foreslog, at vore 
fængsler måtte omdannes til læreanstal- 
ter, hvis vi skulle gøre os håb om at re- 
habilitere dem, som overtræder samfun- 
dets love. 

Det er ikke, fordi Joseph Smith foreslog 
disse ting, at de tilsidst er blevet gen- 
nemført. Men det viser, at hans syns- 
punkter på mange områder, foruden de 
religiøse, har vist sig at være realistiske 
og fremsynede. 

Iver efter at lære 

Der er endnu en egenskab hos profeten 
Joseph, som du og jeg må have, hvis vi 
ønsker at blive ledere. Det er iver efter 
at lære. 

I vil huske historien i Det nye Testa- 
mente om en ung elev, som med sine for- 
ældre Josef og Maria rejste til påskefes- 
ten i Jerusalem. Vi ved ikke, hvorfor det 
selskab, de rejste med, forlod byen, før 
festen var forbi, men det synes, som om 
de gjorde det. De var allerede noget 



borte, da Josef og Maria opdagede, at 
deres søn ikke var med dem. De tog til- 
bage og fandt ham siddende ved, eller 
stående foran, nogle af de store jødiske 
lærere. 12 år gammel, var Jesus Kristus 
opfyldt af iver efter at lære. 
Joseph Smith var af samme støbning. 
Som 14-årig søgte han den sande kirke. 
Han gav ikke op, før han fandt svaret. 
Hele livet igennem var iveren efter at 
lære et af hans vigtigste kendetegn. 
Denne sindets tilstand kom til udtryk 
ved de mange sprog, han studerede. Han 
havde et solidt kendskab til hebraisk og 
studerede ofte Bibelen på tysk. Han lær- 
te også at tyde ægyptisk. I en tale til de 
hellige fremviste han en liste på en halv 
snes sprog og sagde: „Hvis jeg lever 
længe nok, vil jeg lære at mestre dem 
alle." 

Tro på en levende Gud 
Denne iver efter at lære synes måske ik- 
ke så livsvigtig og ville måske ikke have 
bragt ham til storhed, havde det ikke 
været for en tredie egenskab, for vi har 
sandelig haft intelligente mænd og kvin- 
der i denne verden, som også havde stort 
ønske om at vide, og som vi beundrer, 
men som ofte har manglet den tredie 
egenskab — troen på en levende Gud. 
Hvad har det at gøre med at lære? Jo- 
seph Smith siger, at ofte, når han kæm- 
pede med et problem og ikke kunne fin- 
de svaret, gik han til Herren i bøn. Hvis 
han bad med tro, „kom svaret i mine 
tanker," sagde han, „med en sådan klar- 
hed og en sådan naturlig tankerække- 
følge, at jeg vidste det kom fra Gud, og 
jeg dikterede svaret til min sekretær." 
Uden hensyn til hvor intelligente vi må- 
ske er, eller hvor ivrige vi er efter at læ- 
re, vil mange områder være lukkede for 
os, uden tro på Gud. Men de var ikke 
lukkede for Joseph Smith. 
Jeg synes, at et levende eksempel på 
hans tro er hans oplevelse med 1. Mose- 
bog i Bibelen. Enhver, der læser denne 
bog, løber ind i problemer. For eksempel 
siger den bibelske optegnelse, at Adam 



24 



og Eva havde tre sønner, Kain, Abel og 
Set. Kain slog Abel ihjel og efterlod 
Kain og Set til at forsætte den menneske- 
lige race. Enhver, der læser Bibelen, ved, 
at det er umuligt. 

Joseph Smith udøvede stor tro, da han 
bad til Herren om at åbenbare den op- 
rindelige tekst i denne Mose-bog. Origi- 
nalerne dertil var tabt for verden, men 
Joseph Smith bad Herren åbenbare dem 
for sig. Denne åbenbarede tekst har vi i 
dag i Mose Bog i Den kostelige Perle. 
Den er en af de betydeligste tilføjelser 
til bibelkundskab, som nogensinde er gi- 
vet til verden. 



Evne til selviagttagelse 
Joseph ejede en fjerde egenskab, der er 
vigtigt for os allesammen. Det er evnen 
til selviagttagelse — evnen til at se ind i 
os selv og erkende, hvilken slags men- 
neske vi er. 

Hver morgen betragter vi os selv i et 
spejl for at undersøge vores fysiske ud- 
seende — frisure, makeup, almindelige 
sundhedtilstand. Har du nogensinde 
tænkt over, hvor godt det ville være at 
se ind i dig selv — at møde dig selv på 
gaden og spørge hvad slags menneske, 
du er, at forhøre dig selv? Kender du 
dine egne fejl, din egen styrke? 
Dette er en interessant egenskab hos pro- 
feten Joseph. Han kendte sine svagheder 
og sin styrke. Han erklærede: „Jeg var 
en rå sten, indtil Herren tog mig i hån- 
den" (History oj the Cburch, 5:423) 
De fleste af os skjuler vore svagheder. 
Når vi læser i Lære og Pagter, afsnittene 
3, 6, 10 og 24 finder vi, at Herren ofte 
irettesatte profeten Joseph for at have 
undladt nøjagtigt at følge de givne an- 
visninger. Et mindre menneske ville ikke 
have nedskrevet sådanne reprimander, 
men profeten sparede aldrig sig selv. 
Han erkendte og rettede sine fejl. 
Da han oversatte Mormons Bog, erkend- 
te Joseph sin svaghed med hensyn til det 
engelske sprog, for han havde kun haft 
lidt skolegang. Han gav sig til at studere 
sproget, og da anden udgave af Mor- 



mons Bog kom fra trykkeriet, havde 
han personligt rettet grammatikalske fejl 
i førsteudgaven. Hvis du ønsker at se 
ham fra sin bedste side, så læs afsnittene 
121, 122 og 123 i Lære og Pagter. Disse 
smukke skrivelser står som et monument 
over menneskets evne til at udvikle sig. 
Profeten erkendte mange svagheder hos 
sig selv, men han satte sig for at over- 
vinde dem. Han skrev engang, at en 
mand kom ind i hans hjem og i raseri 
kaldte ham ved alle mulige navne. Pro- 
feten skrev at han var så ophidset, at 
han sparkede manden ud af huset og helt 
ud til havelågen. Derpå gik han tilbage 
til sit kontor og skrev i sin dagbog, hvor 
upassende det var for en profet at hand- 
le, som han havde gjort. Han tabte al- 
drig siden besindelsen. 
Da han sad i fængsel i Liberty i den hår- 
de vinter 1838-39 uden varme og or- 
dentlig mad, hørte Joseph uhyggelige 
historier om, hvordan hans folk var ble- 
vet drevet ud og massakreret og kvin- 
derne voldtaget. 
Han tryglede da Pierren: 
„O Gud, hvor er du? Og hvor er pau- 
lunet, der dækker dit skjul? 
Hvor længe skal din hånd holdes tilbage 
og dit øje, dit rene øje, skue ned fra de 
evige himle på den uret, som vederfares 
dit folk og dine tjenere, og dine øren 
gennemtrænges af deres råb?" (L. & P. 
121:1-2). 

Det var en klagende bøn. Men Herren 
svarede, idet han sagde til ham: 
„Du er endnu ikke, som Job var! Dine 
venner trættes ikke med dig, og de be- 
skylder dig heller ikke for at være i over- 
trædelse, som de gjorde med Job" (L. & 
P. 121:10). 

Han mindede ham om, at Menneske- 
sønnen var steget ned under alt dette: 
„Er du større end ham?" Joseph Smith 
klagede ikke påny. 

Kærlighed til mennesker 
Lad mig referere til en femte af denne 
mands karakteregenskaber: kærlighed til 
mennesker. Intet menneske kan være 



25 



stor i denne verden uden kærlighed til 
sine medmennesker. Emma sagde om sin 
mand, at han ikke engang ville spise et 
måltid mad alene men absolut ville ind- 
byde en fremmed tra nabolaget til at 
dele det med sig. (Se Hlstory of the 
Church, 6:166) Skrevne beretninger er 
fulde af tilfælde, hvor han stod frem for 
at forsvare enkeltpersoner. Hans egne 
skrivelser er fulde af situationer, hvor 
han revser de hellige for at kritisere hin- 
anden. 

Det fornemste bevis på hans kærlighed 
kom i juni 1844, da han af Herren hav- 
de fået åbenbaret, at hans fjender stræb- 
te ham efter livet, hvorfor han planlag- 
de at drage ud mod vest og finde et sted, 
hvor de hellige kunne være i sikkerhed. 
Han var kommet over Mississippi, de 
der kom beskrev fra hans kone, Emma. 
„De hellige mener, du er en kujon. De 
beskylder dig for at løbe bort." Fra Jo- 
seph kom de berømte ord: „Hvis mit liv 
intet er værd for mine venner, er det hel- 
ler ikke af værdi for mig. Hyrum, vi ta- 
ger tilbage." (Se Essentials in Church 
Histor y, side 374) 

En søgen efter lykke 



Da han red ud af Nauvoo på vej til Car- 
thage for at overgive sig til sheriffen, 
vendte han sig om mod Nauvoo og sag- 
de: „O, om jeg dog blot endnu engang 
kunne tale til mit elskede folk." 
På vejen mødte han Steven Markham, 
som spurgte ham: „Hvor skal du hen, 
Joseph?" Han svarede: „Jeg går som et 
lam til slagtebænken, men jeg er rolig 
som en sommermorgen. Min samvittig- 
hed er ren overfor Gud og alle menne- 
sker." (Essential in Church Histor y, side 
376) 

Dette er profeten Joseph Smith, som 
ejede de fem betydelige egenskaber: in- 
telligens, iver efter at lære, tro på en le- 
vende Gud, evne til at se ind i sig selv og 
at rette egne fejl, samt kærlighed til men- 
nesker. Disse fem karakteregenskaber, 
som ejedes samtidigt, hjalp til at gøre Jo- 
seph Smith til et passende redskab i Guds 
hænder, en profet for denne uddeling. 
Disse samme egenskaber vil i høj grad 
hjælpe os i vore kaldelser, hvis vi blot 
vil erkende og dyrke dem. 



Wilford Wooåruff 

„l alle tider og århundreder søger menneskeheden efter lykke; de ønsker fred i hjemmet og i 
samfundet; og når de tænker på den umådelige fremtid, ønsker de at få del i de velsignelser, som er 
omtalt som hørende til denne eksistenstilstand; men de ved ikke, hvorledes de skal opnå dem, 
medmindre en Guds tjener kommer til dem og viser dem livets vej." („Journal of Discourses 
9:163) 

„Sporg ethvert folk, enhver nation, ethvert rige eller enhver menneskeslægt og de vil fortælle dig, 
at de søger efter lykken, men hvorledes søger de efter den? Tag for eksempel størsteparten af 
menneskeheden og se, hvorledes de søger efter lykke. Ved at tjene djævelen, så hastigt de kan, og 
omtrent det sidste væsen eller den sidste ting, som menneskenes børn dyrker, og den sidste person, 
hvis love de ønsker at overholde, er himlens Guds love. De vil hverken dyrke Gud eller ære Hans 
navn eller holde Hans love, men bespotte hans navn dag til dag, og næsten hele verden søger efter 
lykken ved at begå synder, bryde Guds lov og spotte hans navn og forkaste den eneste kilde, hvorfra 
lykken udspringer. 

Hvis vi virkelig forstod, at vi ikke kunne opnå lykke, ved at følge syndens stier og bryde Guds love, 
så ville vise, hvor tåbeligt det var, og enhver mand og enhver kvinde ville se, at vi, for at opnå lykke, 
måtte arbejde for det og udfore retfærdigheds gerninger og gøre vor himmelske Faders vilje, for vi 
skal af hans hånd modtage al den lykke, alle de velsignelser, al den herlighed, frelse, ophøjelse og 
det evige liv, som vi vil opnå, enten det er for tid eller evighed."" ( Wilford Woodruf] i JD 4:192) 



26 



SAUNIATU 






: ,': : <:;:.-.:;* /'ry 



'wZiWmfo '■■■ 






5 15 




© /i// »7 *fe højereliggende græsgange. 
Traditionelle samoanske huse. 



' 






Bror og søster Neria var sovesalsledere, 
foruden at de hjalp til med mange af 
projekterne. 



Beredelse til at gå frem 



»Vi boldt af dem. Det er måden at få dem til at arbejde" 



AF BRIAN K. KELLY 
Administrerende redaktør 



27 



„Enhver af os havde et job, et mål og et 
formål. Vi vidste, at vi måtte få Saunia- 
tu op at stå og blive uafhængig," sagde 
Ed Kamauoha, da han begyndte at be- 
rette den utrolige historie om et tjeneste- 
projekt, der er fortsat i årevis og på dra- 
matisk måde har øvet indflydelse på 
hundredvis af mennesker. 
Landsbyen Sauniatu ligger i et krater i 
en udslukt vulkan 30 km øst for Apia på 
øen Upolu i det vestlige Samoa. De 
fleste af øens veje går parallelt med kys- 
ten! Meget få fører ind mod midten. Og 
selvom der kun er 6 km fra kyst-motor- 
vejen, ligger Sauniatu isoleret. Man kan 
næsten gå lige så hurtigt, som en bil kan 
køre, op ad den ujævne, snoede vulkan- 
sti, der synes at være en mægtig, grøn 
tunnel gennem den frodige bevoksning 
på begge sider af stien. 
Det samoanske ord „Sauniatu" betyder 
„et sted at berede". De første hellige, 
som oprettede Sauniatu, havde en forud- 
anelse om betydningen af dette sted i kir- 
kens samoanske historie. De vidste, at de 
havde brug for et sted, hvor de kunne 
berede og opbygge styrke. I 1904, da de 
etablerede Sauniatu, var de blevet for- 
drevet fra deres landsbyer, forfulgt og 
uretfærdigt beskattet, fordi de var mor- 
moner. Senere oprettede de en skole i 
Sauniatu, og den blev en af kirkens sko- 
ler på Samoa. Fra tid til anden i de 
efterfølgende år talte folk i Sauniatu og 
de forskellige skoleledere om det tilråde- 
lige i at holde en sådan fjerntliggende 
skole i drift. 

I 1921, da de samoanske myndigheder 
overvejede at lukke landsbyen, besøgte 
ældste David O. McKay og Hugh Can- 
non Samoa på deres verdenstur for kir- 
ken. Det var under dette besøg, at ældste 
McKay udtalte en profetisk velsignelse 
over Sauniatu og dens indbyggere 
Blandt andet velsignede han dem med, 
at de skulle have rigeligt af fødevarer og 
tøj, at deres landbrug skulle være givtigt, 
og at fred skulle herske i deres hjerter og 
hjem. (Se Improvement Era, maj 1966, 
side 366) 



/: 





Orkidéerne, som 
de unge har 
plantet, blomstrer 
foran statuen af 
David O. McKay. 



I december 1967 blev bror Ed Kamauo- 
ha udpeget til nyt overhoved for Saunia- 
tu. I årevis havde Sauniatu fungeret som 
skole, men da han ankom, blev det igen 
et spørgsmål om dens fremtid. 
„Der var virkelige administrative spørg- 
smål med hensyn til skolens effektivitet 
og kvalitet," forklarede han. Enhver på 
Samoa skal tage en officiel eksamen, når 
han forlader den højere forberedelsesek- 
samen, og gennemsnitskaraktererne fra 

Fotografier ved forfatteren 




Biskop Kovana Pagua er skoleinspektor ved Sauniatu. 



28 




Eleverne er stadig med til at udfore havearbejde omkring Sauniatu. 




Selv „hoved" gaden i Sauniatu bliver ikke brugt meget. 



Sauniatu var fem point lavere end fra 
de øvrige skoler i landet. Men foruden 
de lave karakterer var det kostbart at 
drive den fjerntliggende skole. Mange af 
eleverne var fra meget fattige familier 
og kunne ikke betale mere i skolepenge. 
Der var meget lille begejstring hos såvel 
elever som lærere. 

„Jeg havde ikke meget tilovers for sko- 
len," sagde Ed Kamauoha. „Som skole- 
leder forstod jeg problemerne, men jeg 
forstod også, hvad traditioner betyder 
for de hellige i Samoa specielt med hen- 
syn til Sauniatu. Jeg vidste, at stedet ik- 



29 




ke var, hvad det kunne blive, for det le- 
vede ikke op til præsident McKays vel- 
signelse fra 1921." 

Ed Kamauoha troede på, at Sauniatu 
havde en profetisk fremtid, der kunne 
opfyldes, hvis hver enkelt, som boede 
dér, ville gøre noget for det. Hans tan- 
ker kredsede bestandigt om problemet, 
og hans stærke polynesiske krop fyldtes 
med en nervøs energi, da han begyndte 
at planlægge, hvordan han skulle leve op 
til de mange krav, der måtte opfyldes, 
for at gøre eleverne i Sauniatu selvstæn- 
dige og stolte nok til at hjælpe samfun- 
det i Sauniatu med at blive i stand til at 
høste de lovede velsignelser. 
De projekter, han iværksatte for at for- 
bedre situationen, var store projekter. 
Efter mange menneskers mening var de 
for store for en håndfuld lærere og nogle 
få snese skolebørn. Men alligevel følte 
bror Kamauoha, at de kunne klare dem. 
„At få alle og enhver til at arbejde på 
store projekter er som at starte en stor 
maskine. Man må ikke lade den køre i 
tomgang; man må sætte den igang og 
så holde den gående," sagde bror Ka- 
mauoha. 



Sauniatu vandfald. 

Eleverne har hjulpet Sauuiatu til at blive mere selvforsynende, idet 
de har plantet laros. banan- ag kokosnoddepalmer . 

Bror Kainauohtt kender hvert eneste træ på naturstien. 



Han var også sikker på, at elevernes 
karakterer i skolen ville blive bedre, og 
at moralen blandt lærerne ville blive me- 
re optimistisk, når de vidste, at de kun- 
ne være sikre på at de havde kontrol 
over deres fremtid. „Vi havde ventet på, 
at andre skulle hjælpe os i Sauniatu," 
forklarede bror Kamauoha. „Jeg prøve- 
de at lære folk, at de i for høj grad hav- 
de været afhængige af hjælp fra andre. 
Jeg fortalte dem, at Herren giver os 
hjerne og et par hænder, men at de ikke 
hjælper os, med mindre vi bruger dem. 
Og så begyndte vi at bygge veje, og vi 
gjorde det med de bare næver." 
Så snart vejene var farbare, begyndte 
folk i Sauniatu at arbejde på andre store 
projekter. Forskellige grupper arbejdede 
samtidig på en sti, der førte ned ad 
bjergsiden til et sted, hvor man kan ba- 
de, på anlæggelse af veje, en natursti, 
forbedring af beplantninger samt opfø- 



30 



reisen af en traditionel samoansk lands- 
by, forbedring af beplantninger samt op- 
førelsen af en traditionel samoansk 
landsby, der kom til at inkludere et sær- 
ligt høvdingehus til minde om præsident 
McKays apostolske vesignelse. 
Det tog et år at bygge cementtrin ned 
ad en vulkansk klippeside til badestedet 
og det smukke vandfald nedenfor. Fire 
drenge arbejdede på dette projekt. De 
havde to hakker, to koben og en muk- 
kert, og de arbejdede hver eneste aften 
efter skole og hver lørdag i et halvt år. 
Stykke for stykke hakkede de klippen 
bort, indtil stien var blevet bred nok til 
at støtte cementen helt ned til bunden af 
vandfaldet. Det tog dem yderligere et 
halv års hårdt arbejde at lave trinene. 
De hentede sand fra stranden i en gam- 
mel pickup truck. De hentede grus fra 
floden og blandede begge dele med ce- 
ment og vand. Det foregik med hånd- 
kraft i en stor lomme, som de havde hu- 
let ud i et klippestykke. Derpå skovlede 
de den våde beton op i spande, som de 
sænkede ned ad gangen, indtil stien var 
færdig. 

Mens vandfaldsprojektet var igang, ud- 
fordrede bror Kamuoha de unge piger 
til at bygge en sti, der kunne føre folk 
fra landsbyen til vandfaldet. De lagde 
planer for én sti, men ved nærmere efter- 
tanke og syn, forstod de, at den ikke var 
den rigtige, så bror Kamauoha måtte gi- 
ve dem udfordringen at lave en ny. Hel- 
ler ikke den var god nok. Det fortalte 
de ham, og han bekræftede deres bange 
anelser og fortalte dem at grunden dertil 
var, at de ikke havde arbejdet hårdt 
nok. „Tredie gang gjorde de deres bed- 
ste, og den planlagte sti var perfekt. Den 
snoede sig på korrekt måde, de havde 
undgået de sumpede steder, og stien var 
simpelthen bare rigtig," sagde han. 
Hver aften bar pigerne efter skoletid 
kurve med rullesten op fra floden og 
lagde dem på stien. Hver især bar piger- 
ne mellem 25 og 40 kurvefulde sten op 
hver aften, og med dem allesammen i 
fuld gang tog det dem kun et par måne- 
der at fuldføre arbejdet. 



Derefter bragte drengene og pigerne un- 
ge træer fra bjergene, som de plantede 
langs med stien. De hentede også orkidé- 
planter til udsmykning af området sam- 
men med buske og andre planter, og de 
kaldte deres sti for Losa Lane (Rosen- 
stien). 

Andre skoleelever brugte deres aftener 
og lørdage på at gøre skolens landbrug 
mere produktivt. De plantede 22.000 
taro-planter, 4000 bananpalmer foruden 
mange annanasplanter og kokosnødpal- 



mer. 



De unge mænd, som arbejdede på natur- 
stien lærte vigtige design-principper, 
mens de ryddede noget af undervæksten 
og småtræer med det formål, at de, der 
benyttede stien, kunne se ind i den om- 
liggende bevoksning. Da de, der arbejde- 
de på naturstien, først betragtede den 
solide mur af vegetation, de havde foran 
sig, gik de tilbage til bror Kamauoha, og 
sagde til ham at de ikke anede, hvad de 
skulle skære væk, og hvad de skulle lade 
blive tilbage. 

„Jeg sagde til dem at det var deres ho- 
vedpine, og jeg ville ikke foretage deres 
tænkearbejde for dem. Og så spurgte jeg 
dem: „Når I befinder jer i jeres ,fale' 
(samoanske hus), og ,paule' erne (vævede 
rullegardiner) er nede, hvad gør I så, 
når I gerne vil se ud?" Og de sagde: „Vi 
flytter gardinet lidt til side, så vi kan se 
ud." Efter at have lært dette princip, 
fældede de nogle af træerne og underbe- 
voksningen og skabte nogle pragtfulde 
naturvinduer, hvor elever kunne komme 
og studere plantelivet eller bare spadsere 
og tænke." 

Arbejdet skred også frem på en model- 
landsby, der skulle hylde mindet om 
præsident McKay besøg i 1921 og hans 
apostolske velsignelse over Sauniatu. 
Der blev bygget et særligt høvdingehus, 
der fik navnet McKay-huset. Efter at det 
var blevet bygget, forekom det noget 
bart, så de unge mennesker gik til sko- 
ven og fældede teaktræer for at få bjæl- 
ker. Det var et stort projekt. Efter at 
have fundet et godt træ i skoven, måtte 



31 



de fælde det. Derefter måtte de frigøres 
for alle grene og kviste, tøjres til en trak- 
tor og bringes ned til en savmølle. Når 
stammen var savet til bjælke, tog en ind- 
født kunstner fat på at udskære en sa- 
moansk legende deri. Det tog gerne flere 
måneder. Pengene til at betale for de 
første af den slags udskæringer blev 
skænket af missionærer og andre i Sau- 
niatu, som var imponerede over den 
vitalitet, der udvistes af beboerne i Sau- 
niatu, men de unge mennesker tjente selv 
til de fleste af de 20 udskæringer. De 
omplantede en særlig græsart, der vok- 
sede ved floden, til sumpede landområ- 
der. Med hånden foretog de denne be- 
plantning, hektar efter hektar af sum- 
pen, og til gengæld fik de overladt noget 
kvæg, som de derefter solgte, så de kun- 
ne betale for træskærerarbejdet. 
Da de var færdige med det projekt, bad 
bror Kamauoha træskæreren lave en 
buste af præsident McKay. De billeder, 
han gav kunstneren, var allesammen fra 
hans sidste år. Da bror Kamauoha sene- 
re gik tilbage til billedskæreren for at 
hente busten, var kunstneren dybt be- 
kymret og fortalte denne historie: 





ffjfflffl 



Samoanerne bruger ofte deres vifte til gavn for 
deres gæster under et måltid. 



Ubehandlet træ fastsurres med tvundne plantefibre på de 
traditionelle samoanske huse i Sauniatu. 



„Jeg skal fortælle dig noget. Dette er 
første gang i mit liv, hvor jeg ikke har 
været i stand til at skære det, som jeg 
ønskede at skære. Normalt kan jeg skære 
hvad som helst, men på en eller anden 
måde kunne jeg, da jeg skulle arbejde på 
denne mand, ikke styre mine hænder. 
Som du kan se, er busten ikke som dine 
billeder. 

Den aften bragte bror Kamauoha busten 
med til Sauniatu. „Solen var lige ved at 
gå ned, og jeg skyndte mig ind i McKay- 
huset og anbragte busten på den piede- 
stal, som vi havde lavet til den," siger 
han. „Og den gamle samoaner, som hav- 
de levet det meste af sit liv i Sauniatu, 
var der, og jeg spurgte ham, hvad han 
syntes om busten af præsideent McKay. 
Jeg trådte lidt tilbage og betragtede den, 
og den gamle mand svarede mig ikke. 
Derfor vendte jeg mig mod ham og 
spurgte: „Hvad er der i vejen? Kan du 



32 




ikke lide den?" Og da jeg så på ham, 
kunne jeg se tårerne strømme ned ad 
hans kinder. Og han sagde til mig: „Ved 
du hvad — jeg var her, da (præsident) 
McKay gav sin velsignelse. Dette er 
nøjagtigt, som han så ud, da han kom 
her i 1921!" 

Ved en anden lejlighed fortalte billed- 
skæreren mig, og man må huske på, at 
han ikke var mormon: „Ed," sagde han, 
„helt oprigtigt må jeg sige dig, at dette 
stykke arbejde ikke er mit, det er ikke 
dit, men det er Herrens værk." 
Det var tydeligt, at Ånden var tilstede 
ved mange andre lejligheder. Engang 
konstaterede man, at nogle stjal de tå- 
ros' er, som det havde taget så meget ar- 
bejde at plante. Ingen i Sauniatu syntes 
at kende noget til det, og det bekymrede 
bror Kamauoha meget. Den aften bad 
han om vejledning til at løse problemet. 
Hans bøn blev besvaret med en drøm, 



hvori han så to af landsbyens beboere 
stjæle taros'er fra pladsen. Han så, hvor- 
dan de gravede dem op, skar bladene fra 
roden og stak bladene tilbage i jorden. 
Han så, hvor de gemte taros-rødderne, 
og forstod, hvordan de ville komme til- 
bage efter dem senere på natten. Næste 
dag kaldte han de to mænd ind på sit 
kontor og spurgte dem, hvorfor de hav- 
de stjålet taros' erne. De var noget for- 
virrede og spurgte: „Hvad får dig til at 
tro, at vi er de skyldige?" 
Bror Kamauoha svarede: „Jeg ved, at I 
stjal taros'erne, for Herren har vist mig 
det i en drøm." Og så fortalte han skridt 
for skridt, hvordan de havde gjort det. 
„De græd, var meget kede af det, og de 
lærte en lektie deraf: Man kan lyve for 
et andet menneske, men man kan ikke 
lyve for Gud." 

„Jeg har oplevet meget andet, som har 
fået mig til at forstå, at Herren vil hjæl- 
pe én til at gøre det umulige. Når man 
arbejder på denne måde, vil man forstå, 
at det at bevare Ånden, er det allervig- 
tigste. 

En dag havde vi organiseret noget 
mandskab, og vi manglede 13.000 favne 
sennett (en snor, der laves af kokosnød- 
fibre) til at binde stråene på McKay- 
husets tag sammen med. Mange menne- 
sker havde lovet, at de ville give disse 
snore, men da jeg gik til dem for at hente 
snorene, var der ingen, der havde dem 
færdige. Efter at have kørt over hele 
øen, havde jeg kun fået samlet omkring 
30 favne (én favn er næsten to meter) og 
jeg skulle bruge 13.000. Jeg var skuffet, 
så jeg klagede min nød for Herren. I min 
bøn sagde jeg: „Vi arbejder hårdt, og 
alligevel kan jeg ikke få den hjælp, jeg 
har brug for." 

Jeg måtte standse ved missionshjemmet 
for at bekræfte en aftale, og en af de le- 
dende ældster dér sagde: „Bror Kamauo- 
ha, jeg har noget sennett du kan få." 
Jeg tænkte: „Det var da dejligt," men 
jeg var sikker på, at en ældstes lille sou- 
venir-rulle af sennett ikke ville hjælpe 
stort. Han gik ind på sit værelse og kom 



33 



tilbage med en mægtig stor rulle. Han 
rakte mig den og sagde, at han havde 
omkring 13.000 favne, som han havde 
regnet med at skulle bruge, når han kom 
tilbage til USA, hvor han ville bygge et 
samoansk ,fale' (hus). 
I kan tro, at jeg skyndte mig tilbage til 
Herren og trak mine bebrejdelser tilba- 
ge. Jeg var virkelig ked af, at jeg over- 
hovedet havde været skuffet." 
Da de forskellige projekter var kommet 
godt ind i det andet år, rapporterede 
bror Kamauoha, at folk virkelig havde 
lært, at et job ikke er gjort, før det er 
færdigt. Efter at have bygget veje, broer 
og trinene ned til vandfaldet, måtte folk 
i Sauniatu lægge et vandsystem til drik- 
kevand. De ville skaffe vandet fra en 
kilde. De havde ingen penge til at købe 
rør for, så de gravede nogle gamle rør 
op, som de måtte vaske af i floden. Der- 
efter malede de de stykker, der endnu 
kunne bruges. De havde derefter kun rør 
nok til at lægge et lige stykke fra kilden 
og op til landsbyen. Femoghalvf jerds fod 
af stenhård lava lå i vejen! 
„Jeg sagde til dem: ,Vi har nok af gode 
rør til at bygge den lige linie. Så hvis I 
ønsker vand, og I gør det stærkt nok, 
bliver I nødt til at grave jer vej gennem 
den lava og ned til kilden!' En mægtig 
samoaner ved navn Faleow Itopi, som 
havde arbejdet ekstra godt på samtlige 
projekter, sagde: ,Åh hvad, efter alt det 
vi allerede har lavet, er den smule lava 
da ikke noget.' 

Vi arbejdede til langt ud på natten med 
lygter. Faleows hænder blødte, men han 
var et eksempel for eleverne, og han 
viste dem, hvordan de skulle arbejde. 
Han var sådan i alle projekterne. Når 
han byggede veje, byggede han dem hel- 
lere for lange end for korte. Han skød 
aldrig genvej med noget, for hans hjerte 
var altid på det rette sted." 
Fra Ed Kamauoha og Faleow Itopi og 
andre ledere som dem lærte de unge men- 
nesker i Sauniatu at uanset de var fattige 
og ofte blev gjort nar ad af andre men- 
nesker, så betyder de noget for Herren, 



og at han vil hjælpe dem til at blive 
, nummer ét'. Hvor som helst de er rejst 
hen efter at have forladt Sauniatu, har de 
skaffet sig et omdømme med hensyn til 
at arbejde hårdt og yde deres bedste. 
De fleste af de unge mænd, som arbejde- 
de på Sauniatu, udførte en mission. Æld- 
ste Pouono Lameka udfører nu en mis- 
sion i det vestlige Samoa. Han tilbragte 
tre år i Sauniatu. Han arbejdede ved 
landbruget og vandfaldet samtidig med, 
at han passede skolen. Når han taler om 
sine oplevelser i Sauniatu, lyser hans 
øjne, og hans ansigt stråler lykkeligt. 
„Jeg udvikledes i Sauniatu," siger han. 
„Bror Kamauoha opmuntrede mig i sko- 
len, så jeg dygtiggjorde mig og fik eksa- 
men fra skolen. Han var min lærer — og 
nu er han min ven." 

De fleste elever sagde, at de lærte at ar- 
bejde, og de føler, at denne oplevelse har 
hjulpet dem til at klare ethvert problem. 
Mati Fuifatu siger: „Ed lærte mig, hvor- 
dan jeg skulle gribe tingene an, og deref- 
ter fik han mig til at føle, at det var min 
opgave at få dem gjort." 
Mens man var i gang med projekterne, 




Puao og Ataliga Ah Hoy nyder deres ophold på Sauniatu. 



34 



steg elevernes karakterer også. De fik en 
følelse af uafhængighed og stolthed, og i 
løbet af de tre år steg de, fra at være ne- 
derst på listen over eleverne i samtlige 
kirkeskoler, til at stå øverst. 
Poao og Atalina Ahhow mødtes, da de 
begge var ugifte lærere i Sauniatu. Da de 
var blevet gift, besluttede de sig til at 
rejse til BYU,s afdeling på Hawaii og få 
yderligere uddannelse. Atalina siger, at 
hun lærte at være en god mor og at belæ- 
re sine børn ved at betragte de unge men- 
neskers arbejde på de forskellige projek- 
ter. 

„Jeg lærte også, at det er nødvendigt at 
kontrollere et projekt, når det er færdigt. 
Hvis det ikke er rigtigt lavet, så må det 
gøres om," siger hun. 
Hendes mand, Poao, siger, at han lærte 
lederskabsevner, og da han først fik 
øjnene op for at kunne gøre det umulige, 
følte han, at han kunne tillade sig at rej- 
se bort for at få mere uddannelse, så han 
kunne blive en bedre lærer. „Jeg lærte, 
at somme tider, når arbejdet er særlig 
vanskeligt, går det meget lettere med en 
vittighed og et smil." 




Bananer gror usædvanlig godt 
i Sauniatu. 



De fleste Samoanere bærer 
deres host i en kurv på en lang 
sum Kurven er hivet ol 
kokospalmeflbre. 



Poao og Atalina kæmpede en hård kamp 
på Hawaii, for de havde ikke mange 
penge. „Vi havde i Sauniatu lært at ofre, 
og Herren velsignede os for det. Når vi 
havde brug for penge til at få tøjet vas- 
ket, besøgte vi en lille dam ikke langt fra 
templet. Hver gang vi havde brug for 
en krone til møntautomaten, lå den til 
os der nede i dammen. Somme tider var 
der mere, men vi tog kun det, der var 
nødvendigt for at få tøjet vasket. Når vi 
ikke havde brug for penge, så vi aldrig 
penge i den dam," fortæller Poao. 
Bror Forlau Neria og hans kone, Leute, 
synes, at Sauniatu er et velsignet sted, 
for de har set Herrens hånd dér. De var 
bestyrere af elevernes værelser på det 
tidspunkt, da det meste af arbejdet blev 
udført, og søster Neria arbejdede med de 
piger, som lavede en af vejene. 
Bror Neria forklarer om sine følelser for 
Sauniatu. „Jeg elsker det sted. Det er 
dér, jeg traf min elskede i 1942. Nogle af 
de første skolelærere dér underviste mig. 
Jeg lærte dér at sørge for Herrens værk. 
Vi byggede det sted med vore hænder og 
gjorde det smukt, og Herren velsignede 
os for det. Taros, bananer, ja alting vok- 
ser bedre dér end noget andet sted på 
Samoa. 

Vi lærte at arbejde sammen og at lære 
andre at arbejde. Jeg virkede som 
biskop, og jeg lærte, at hvis vi viser folk, 
hvordan de skal arbejde og selv begyn- 
der, så vil de snart følge trop." 
Sauniatus ånd synes at påvirke enhver, 
som kommer dér. Bror Isamaeli, som ar- 
bejder med vedligeholdelsen af skolen, 
siger, at han til at begynde med ikke 
havde lyst til at komme dér. „Men," si- 
ger han, „efter at jeg havde været nogen 
tid i Sauniatu, følte jeg Herrens Ånd 
komme over vores familie. Jeg var klar 
over, at det var en velsignelse at være 
dér. Når nogen i min familie er syg, sal- 
ver jeg vedkommende, og han eller hun 
får det bedre. Før vi kom her, skændtes 
min kone og jeg ofte, og somme tider 
mistede jeg tålmodigheden med hende. 
Men jeg er elad for at kunne sige, at nu 
er vi en meget lykkelig familie. 



35 



Det er dejligt at bo et sted, der er så 
langt fra byen og andre store landsbyer. 
Her er meget stille, og vi er fri for druk- 
kenbolte, røvere og andre mennesker, 
som laver ballade." 

I dag passer Losa Lane godt til præsident 
McKays beskrivelse af Sauniatu som 
„det smukkeste sted på jorden". De unge 
mennesker, der vandrer under palmer og 
orkidéer, er skønne. De elsker Herren 



og arbejder hårdt på at udvikle sig og 
efterleve evangeliet. Og hvert år er der 
nogle af dem, som er parate til at gå ud i 
alverden. De tager læren fra Sauniatu 
med sig. Og der findes et vidunderligt 
princip for lederskabsuddannelse, som 
benyttes til undervisning i alle lektier i 
Sauniatu: „Vi elskede dem," siger bror 
Neria. „Det er måden at få dem til at 
arbejde på." 



Sa vær da I fuldkomne 



Det vil måske forekomme nogle af jer mærkeligt, og det forekommer så 
sandeligt mærkeligt for verden, at sige at det er muligt for en mand eller 
kvinde at blive fuldkommen på denne jord. Der står skrevet: „Så vær da I 
fuldkomne, som jeres himmelske Faderer fuldkommen." Og atter: „Hvis en 
ikke fejler med sine ord, så er han en fuldkommen mand, i stand til også at 
holde hele sit legeme i tømme." Det er i fuldkommen overensstemmelse med 
den person, der forstår hvad fuldkommenhed i virkeligheden er. 

Hvis det første skriftsted, som jeg har citeret, ikke er umiddelbart fattelig for 
os, kan vi ændre sætningens fraseologi og sige: „Vær I så fuldkomne som I 
kan," for det er alt, hvad vi kan gøre, selv om der står skrevet, at vi skal være 
fuldkomne, som vores himmelske Fader er fuldkommen. At være lige så 
fuldkommen, som det er muligt for os, er efter vor kundskab et være lige så 
fuldkommen, som vor Fader i himlen er. Han kan ikke være mere 
fuldkommen, end han kender til, lige så lidt som vi kan det. Når vi gør det så 
godt, som vi kan i den sfære og på den plads, som vi indtager her, er vi 
retfærdiggjort i den retfærdighed, barmhjertighed og dom, som finder sted 
for himlens ogjordens Herre. Vi er lige så refærdiggjort som englene, der står 
foran Guds trone. Den synd, der vil klæbe til alle Adams og Evas 
efterkommere er, at de ikke har gjort det så godt, som de vidste, de kunne. 
(Brigham Young i JD, 2:129-130) 



OtåiOB SEBTCOI 



36 







Osmond studie indviet 
af præsident Kimball 



Osmond studiet til 18 millioner kr. er beskre- 
vet som „det fineste films- og TV-studie i 
USA. 11 

Det blev indviet den 1. november 1977 af 
præsident Spencer W. Kimball. Studiet er 
opkaldt efter George V. Osmond for at ære de 
berømte Osmondbørs far, og et er den første 
bygning, der er opført i det foreslåede under- 
holdningscenter. Centret dækker et område 
på 15,2 hektarer i. det nordlige Orem, og når 
det er færdigt, vil det omfatte adskillige 
lydstudier, landsbyer og turistorienterede fa- 
ciliteter. 

Præsident Kimball holdt en kort tale til de 
mange hundrde gæster, før han bad 
indvielsesbønnen. Mødet varede 1 time, og 
der blev holdt taler af ældste Paul H. Dunn 
fra De halvfjerds' Præsidentskab; han er en 
nær ven af familien Osmond; Reed R. Caili- 
ster, biskop for LaCanada 1. ward i Califor- 
nien og præsident for Osmond Production; 
broder Osmond, som er formand for kom- 
missionen for Osmond Production; samt 
Utahs guvernør, Scott M. Matheson. Ældste 
LeGrand Richards fra De tolvs Råd sluttede 
med bøn. Til stede var endvidere ældste 
David B. Haight fra De tolvs Råd; D. Arthur 
Haycock, præsident Kimballs Personlige se- 
kretær; og David M. Kennedy, særlig repræ- 
sentant for Det øverste Præsidentskab. 
Præsident Kimball sagde bl.a.: ,,Vi er stolte 
over at sige, at vi kender familien Osmond, vi 
holder af dem og ærer dem for deres høje 
idealer og formål. De har bidaget meget til 
kirkens programmer." 

Præsident Kimball sagde, at kirken i familien 
Osmond „har strålende eksempler på foræl- 
dre, børn og familieliv. Enhver mor og far, 
der kan fremvise en sådan familie, er bestemt 
begunstiget af Herren," sagde præsident 
Kimball til de forsamlede gæster. Han sagde, 
at han havde bemærket, at familien Osmond 
,, altid var taknemmelige for deres medlem- 
skab i kirken og I or de muligheder, de hav- 
de." 

Han sagde endvidere, at Herren forventede 
meget fra Osmond familien. „Herren gav 



dem mange talenter, og han forventer, at de 
bruger de evner, som de er blevet velsignet 
med." 

I indvielsesbønnen bad præsident Kimball 
Herren om at velsigne familien med det ene 
formål ,,at bringe mennesker til di og til dine 
programmer." 

Ældste Dunn fortalte om sit forhold til 
Osmond familien. Han sagde, at da han var 
mis ionspræsidcnt, gik han en dag ind på sin 
datters værelse, og der var væggene fyldt med 
billeder af familien Osmond. „Det var begyn- 
delsen til et vidunderligt og varmt forhold til 
familien Osmond,' sagde han. Han er siden 
blevet en nær, personlig ven af familien og har 
skrevet en bog om dem. 
I sine bemærkninger henviste ældste Dunn til 
Mattæus evangeliet i Det nye Testamente, 
hvor der i det 5. kapitel tales om at lade „jeres 
lys skinne for menneskene, for at de må se 
jeres gode gerninger. . ." 
„Jeg har sammen med jer me stor personlig 
interesse betragtet det lys (fra familien Os- 
mond), som har oplyst hjem over hele vrden. 
Jeg vil i dag takke Gud for en familie, der er 
indbegrebet af, hvad sandt familieliv burde 
være." 

Jeg vil i dag takke Gud for en familie, der er 
indbegrebet af, hvad sandt familieliv burde 
være." 

Biskop Cailister sagde, at studiet var bygget 
med en mission forø øje, og denne mission 
var at sørge for fin og opløftende underhold- 
ning. „Osmond Productions succes afhænger 
for en stor del af publikum, der kræver god 
underholdning." Han sagde, at familien er 
klar over, at de har et stort ansvar. Han 
citerede en udtalelse af Alan (en af brødrene) i 
en artikel i Variety (et blad): „Vi er parate . . . 
til at hjælpe med at helbrede underholdnings- 
branchens sygdomme." 
Hele familien var til stede ved indvielsen af 
det nye studie. Ved mødets slutning sang hele 
familien „Der er skønhed her på jord." 
Familien består af broder og søster Osmond 
og 9 børn. (De to ældste Virl og Tom, som 
ikke optræder, og Alan, Merrill, Wayne, Jay, 
Donny, Mary og Jimmy, som alle 7 optræ- 
der.) 

Det var en passende afslutning på program- 
met . et program, der var helliget en familie, 
hvis høje idealer gør dem enestående i under- 
holdningsbranchen. 



37 



LÆRE OG PAGTER 121. 



185 



34. Se, mange er kaldede, men 
14 få er udvalgt. Og hvorfor er de 
ikke udvalgt? 

35. Fordi deres hjerter er de 
verdslige ting hengivne, og de trag- 
ter efter menneskelig ære, så de 
ikke kan lære denne ene lektie: 

36. At præstedømmets rettighe- 
der er uadskilleligt forbundet med 
himlens kræfter, og at himlens 
kræfter ir, ikke kan kontrolleres el- 
ler bruges uden ved retfærdighedens 
grundsætninger. 

37. At de kan overdrages os, er 
sandt; men om vi forsøger at skjule 
vore synder eller tilfredsstille vort 
hovmod og vor forfængelige ærger- 
righed eller ove kontrol, herredom- 
me eller tvang over menneskenes 
sjæle i nogen som helst grad af 
uretfærdighed, se, da unddrager 
himlene sig os, Herrens Ånd hedrø- 
ves, og når den er veget bort, 
er den mands præstedomme 
myndighed borte. 

38. Se, forend han ved af det, er 
han overladt til sig selv, til at 
stampe imod brodden, forfølge de 
hellige og stride mod Gud. 

39. Ved sørgelig erfaring har vi 
lært, at det ligger i næsten alle men- 
neskers natur og tilbøjelighed, så 
snart de formoder, de har fået en 
smule myndighed, da straks be- 
gynde at udøve 10 u ret færdigt herre- 
domme. 



da 
Og 



40. Derfor er mange kaldede, 
men 17 få udvalgt. 

41. Ingen magt eller indflydelse 
kan eller hor udoves i kraft af 
præstedømmet uden gennem over- 
bevisning, langmodighed, mildhed, 
sagtmodighed og uskromtet kærlig- 
hed; 

42. gennem venlighed og sand 
kundskab, som uden hykleri og 
uden svig vil udvikle sjælen meget. 

43. Irettesæt skarpt, når den 
Helligånd driver dertil, og udvis 
derefter større kærlighed mod 
ham, som du har irettesat, at han 
ikke skal betragte dig som sin 
fjende; 

44. men at han må erfare, din 
trofasthed er stærkere end dødens 
bånd. 

45. Lad dit hjerte være fuldt af 
kærlighed til alle mennesker og til 
troens egne, og pryd altid dine tan- 
ker med dyd, da skal du have større 
frimodighed for Guds åsyn, og præ- 
stedømmets lære skal falde på din 
sjæl som himlens dug. 

46. Den Helligånd skal være din 
stadige ledsager, og dit scepter ret- 
færdighedens og sandhedens ufor- 
anderlige scepter, og dit herredom- 
me skal være et evigt herredomme, 
og det skal uden tvang tilflyde dig 
fra evighed til evighed. 



E.5.S. 'CHURCTfT 
aE4BSlÅ!PI0N SERVICES DHPt- 
^-- UBRARX 



f EB 1 $ W»